Hvem bliver den 4. ekvipage til EM for Holland?

Hollændernes sidste mulighed for at gøre sig "interessante" for en team plads er i denne weekend med de nationale mesterskaber. 

Et starterfelt som umiddelbart inden blev reduceret, da Adelinde Cornelisssen og Parzival var slettet på startlisten, og må dermed formodes at være ud af EM billedet. 

Det var med et længe ventet comeback til Siro og Danielle Hijnkoop, da Siro har været ude med en skade. Desværre var det langt fra en fit Siro, da han var klart urent gående i den første øgning. Piaffe og passage ture var i vanlig stil spot on, der indløber fejl i toer serien og i den første pirouette mister Siro balance (tager ikke rigtig vægt bagi).

Edward Gal havde ligesom Hans Peter Minderhoud 2 heste med til start, mens Diederik van Silfhout havde 3 heste med i klassen. 

Pointtavlen blev ligeså varm som hesten

Første hest som Edward red var Voice. Det lignede desværre ikke nogen top motiveret Voice, og det var tydeligt at han var "varmet op" til opgaven, med skum ved støvlerne og bag sadlen af frakken. Ikke helt i overensstemmelse med fakta når man ser pointtavlen efterfølgende, da der var flere små uoverensstemmelser under vejs - parade med tilbagetrædning hvor han ikke står lige, galop i hjørnet inden øgning, og lille fejl i slutningen af zig-zag galoppen. Ikke et niveau som var 77,5%! 

Flirt og Johnson i topklasse

Flirt og Minderhoud med endnu en super tur - top stabil præstation og klart i førerposition - bare ikke på pointtavlen. 

Johnson er også i topform sammen med Minderhoud. Hele turen kan Minderhoud ride med "fuld gas" uden det går ud over kvaliteten. Eneste lille men i dag var den samlede skridt hvor Johnson går lidt kort/lang bagi. Piaffe ture på stedet med super aktivitet og flydende overgange. 

Undercover og Edward er klar til at ride ad midten til EM

Med Rotterdam turen i hukommelsen, var det med lidt spænding hvordan Undercover ville tage dagens tur. Glock teamet meldte jo som bekendt fra i Ermelo fornylig pga. varme. 

Men Edward Gal havde turen 100% under control, og det var en både motiveret og kontrolleret Undercover incl. afspændt skridttur. En fornøjelse at se en klassetur og selv for de bedste må det være en skøn fornemmelse når tingene går op i en højere enhed så tæt på et vigtigt mesterskab.

Jokeren på holdet 

Med formodentlig både Parzival og Siro ude af teamet, ser det ud til at kunne åbne nye muligheder. Umiddelbart er det måske mest oplagt bud Thriller og Katja Gevers, men hvis den hollandske landstræner "tør vove pelsen", så peger han istedet på Emmelie Scholtens og Apache. 

Parret leverer igen i dag en super flot og veldisponeret tur. Hele vejen i flot form, skarp tryk på bagbenene, koncentreret og med høj kvalitet. Hvis H2R skulle bestemme, så skal de have muligheden for at ride ad midten i Aachen. 

Så buddet fra H2R hedder: Undercover, Johnson, Arlando og Apache. 

Afgørelsen bliver truffet af landstræneren efter søndagens kür.