Delgado og Beatriz Ferrer-Salat ikke til start i dagens kür fra München

Den 10-årige Showtime e. Sandro Hit / Rotspon ligner bestemt endnu et aktiv til det tyske team

Flot sejr til Dorothee Schneider og Showtime. Masser af positiv power. Momentvis lidt spids i nakken. Super flotte piaffe ture, masser af elevation og 100% regelmæssighed i passagen. Flot detalje med samlet skridt, overgang til piaffe og videre ud i super fri skridt. Galopturen bliver i nogle få momenter en smule spændt, men det rider Dorothee sig skarpt ud af. 

Til den efterfølgende præmieoverrækkelse var det også en tydelig rørt Dorothee Schneider som fortalte at hun havde haft Showtime i stalden siden han var blot 3 år og takkede samtidig også ejeren Gabriele Kippert for at stille hesten til rådighed for hende. 

Jessica von Bredow-Werndl og Zaire viser en elegant kür. Flot samspil selvom piaffeturene i dag, ikke sad helt der hvor Jessica ønskede det. 

Real Dancer og Jan-Dirk Gisselmann har for alvor taget hul på den store internationale tur, senest med Hagen stævnet og nu i München. En super kür med musik fra Tom Jones, som passer perfekt til ekvipagen. Real Dancer er generelt skarp i hele turen, men i dag virkede det som om der manglede lidt benzin i nogle momenter under vejs. 

Victoria Max-Theurer kæmper ganske enkelt for meget for sagen. Ufine hjælpere og ofte hvor hoppen Blind Date er tydeligt bag om hjælpen, uagtet den meget aktive sporerhjælp - det er passer ganske enkelt ikke til en topplacering som nr. 4.

Ingen Delgado til start

Klassens sidste startende skulle have været spanske Beatriz Ferrer-Salat med Delgado, men parret havde desværre meldt fra. Ikke nogen umiddelbar god spansk melding med OL om blot 3 måneder. Det er ikke H2R bekendt hvad årsagen til frameldingen var. 

Se resultatet af klassen her.