Clinic med Hasse Hoffmann i Herning med nyt tema for 2017 udgaven

Hasse Hoffmann er for langt de fleste ryttere kendt. Kendt for sin enorme vidensbank, egen erfaring og store evne til både at formidle budskaberne, men også omsætte teknikken og praktikken til virkeligheden. Og virkeligheden er jo når vi taler dressurens svære kunst, hvor de tekniske finesser bliver vejen mod harmoni og balance, og derfra være i stand til udvikle både hesten og rytteren eller sig selv. 

Hvis man skruer tiden en smule tilbage til starten af 80´erne, altså 1980´erne, så var Hasse Hoffmann på daværende tidspunkt chefberider i den daværende Århus Ridehal centralt beliggende i Århus. Det var dengang man som elevrytter på rideskoleholdene rent faktisk red lige op med flere af de ryttere som havde egne heste, og endda red bedre end nogle af dem med privatheste. Dengang var det ikke altid ambitionen om egen hest, som drev rytterne ud i den svære kunst at lære at ride rigtigt. 

Selvom der er gået lang tid - rigtig lang tid siden dengang i Århus Ridehal, så er grundprincipperne de samme for ridningen, og som Hasse fortæller da H2R fanger ham til en snak, så er det vigtigt at holde sig for øje når man uddanner en hest, at det der kan være rigtigt for den ene hest, kan være forkert for den anden hest. Det handler om at man har en bestemt ramme omkring uddannelsen af hesten, altid under hensyntagen til det enkelte individ.

Det system man rider efter i dag er jo med en meget gammel basis fra et velafprøvet system, som jo naturligvis er udviklet i takt med at hestene fysiologisk også har ændret sig med tiden.

Når Hasse starter uddannelsen af en ny hest, er det altid med en nøje afvejning af dels hestens bygning, dvs. fysiske naturlige formåen og temperamentet. Hvordan griber man tingene an for at styrke de svage punkter, og samtidig formår at holde hesten glad og sund. 

Uddannelsen af rytteren

Kravet til nutidens underviser er stort. Ofte køber rytteren sin første hest noget tidligere end man gjorde for år tilbage, også før grund principperne for basisridningen er rigtig på plads. Det giver nogle udfordringer og stiller krav til at m/k på jorden, dels selv har en stor værktøjskasse, men også formår at give værktøjer videre, så både hest og rytter udvikler sig i den rigtige retning.

Temaet for clinic´en torsdag aften har normalt altid være koncentreret omkring uddannelsen af hesten, men istedet har Hasse i år valgt at fokusere på uddannelsen af rytteren. 

  • Hvad er målet for den enkelte rytter?
  • Hvad er vigtigt for at blive en god rytter?
  • Hvordan udvikler man en talentfuld rytter? 

Det er bare et lille udpluk af de spørgsmål som Hasse vil belyse under vejs, og med sig har han en håndfuld af egne ryttere, som er klar til at vise deres styrker, men selvfølgelig også deres svagheder i deres daglige træning af hesten. 

Klik på billedet herunder for at sikre dig en billet til en lærerig aften, hvor Hasse allerede nu kan løfte sløret for, at der helt sikkert også vil være overraskelser under vejs i løbet af aftenen.