80,340% Grand Prix kür til sejr til Don Auriello og Tinne Vilhelmson-Silvén (video)

Selvom der var annonceret livestreaming til gårsdagens Grand Prix kür i Wellington, så var der tilsynelandende nogle tekniske problemer under vejs. 

Heldigvis var "Dressage Hub" på pletten og fangede et par af top ridtene. Som en lille note kan det nævnes at samme Dressage Hub ikke har kunnet få akkreditering til stævnet, da stævnearrangørerne mente at hun "stjal" fra deres livestreaming.

Det ligner mest af alt en dårlig joke, som forsøg på ikke at mangfoldiggøre den internationale dressur fra USA for hele verden. Tak til Dressage Hub for nedenstående video (som privat må hun nemlig godt filme fra stævnet)!

OL nærmer sig - hestene lander tæt på de Olympiske faciliteter

10. - 15. august med OL i Rio

Når alle de deltagende heste lander i Rio til sensommerens OL bliver det en med en kort køretur, da lufthavnen blot ligger 24 km fra de Olympiske ride faciliteter.

Dressurhestene er planlagt med afrejse den 1. og 2. august med vet. check den 8. august. 

Første del af team konkurrencen er 10. august og küren rides 15. august. 

Teamkonkurrencen er onsdag og torsdag, fredag med Grand Prix Special og så er der to hviledage inden küren som er om mandagen.

Der er hjemtransport for hestene 17. og 18. august. 

Lidt fakta

  • 326 heste til OL
  • Ca. 90% af hestene til OL vil være fra Europa
  • 40 nationer
  • Alle dressurheste fra Europa flyver ud fra Liege i Belgien
  • Ca. 28 flyvninger ind og ud af Rio med heste
  • Forventet ankomst kl. 23.00 så man undgår "trafik kaos" i Rio
  • Det er 8. gang at firmaet Peden Bloodstock står for transport af hestene til OL

31. marts med OLD sadelkåring

Forbesigtigelsen finder sted den 18. januar, hvor programmet for hingstene lyder på longering og efterfølgende fremvisning på fast bund.

Hingste udtaget til sadelkåringen kan også udtages til forårets eliteauktion som afholdes 2. april.

Hingste som kan deltage i sadelkåringen er 3 års hingste som ikke er kåret. 4 års hingste som endnu ikke er kåret skal efterfølgende have aflagt 30, 50 eller 70 dages materialeprøve.

Se kataloget for de anmeldte hingste her. 

 

 

Global Dressage Festival med sejr til Tinne Vilhelmson-Silfvén og hendes top hest Don Auriello

Don Auriello har været ude af sporten grundet en skade, men viste med den gårsdagens flotte score i Grand Prix klassen, at han er klar igen. Sejren lød på 76,9%.

Bedste danske ekvipage var Lars Petersen med den nu 18-årige Mariett. Parret blev placeret som nr. 4 med 71,520%. Mariett har ikke været til start siden april 2015.

Mikala Gundersen og My Lady sluttede som nr. 7 i klassen med 70,340%. Om dagens tur skriver Mikala på sin Facebook:  "Our big girl was very fresh and overly excited about being back in the show ring again so we ended up with too much tension today !! I'm very happy with the improvement of her strength and suppleness and hopefully tomorrow we will be able to show it in the Freestyle." 

Se resultatet af klassen her. 

Amerikanske Laura Graves og Verdades bliver nr. 2 med 75,540%  - se parret tur herunder.

Helgstrand hingstene i England (videoer)

Helgstrand Dressage hingstene for første gang i England til hingsteshow

I weekenden var en del af Helgstrand Dressage teamet draget til England, for at vise de 4 "gamle" hingste for det britiske publikum. 

Se videoer herunder.

Horse & Hounds faste dressur redaktør Alice Collins havde kun rosende ord om de danske hingste og præsentationen, mens hun samtidig benyttede lejligheden til at give de britiske hingsteholdere en "opsang" - læs artiklen her. 

Wellington er klar til første internationale stævne den kommende weekend

Nye ekvipager

Et kig ned over den nationale Grand Prix startliste er bl.a. med Mikala Gundersen og den 14-årige HF Victor e. Gribaldi / Burggraaf. Victor har været i stalden hos Mikala siden foråret sidste år, og har tidligere været startet af Michael Barisone. Som Mikala fortæller, har tiden været brugt på at lave "knapperne" lidt om så de passer til hende. 

Den skimlede Dimaggio hoppe Half Moon Delphi som tidligere har været redet af britiske Michael Eilberg er også klar til debut med sine nye rytter Sarah Daehnert.

Mens Diventimento som tidligere er redet af Tinne Vilhelmson-Silfvén nu er på startlisten med canadiske Chris Von Martels.

Se deltagerlisterne her. 

I World Cup Grand Prix klassen er 41 startende ekvipager

Her er både My Lady og Mariett klar til start, og Tinne Vilhelmson-Silfvén er klar med Don Auriello igen efter en skadespause. 

Se deltagerlisterne her.

 

Hvad skal avlerne vælge til deres årgang 2017?

Der er nok ingen tvivl om, at der netop nu bliver stillet ekstra skarpt på avlshingstene rundt omkring ved køkkenbordene i hele Europa. For hvad skal der vælges når de store fremtidsbeslutninger skal tages?

Men husk lige at sætte lidt tid af, inden du fordyber dig alt for meget i din egen årgang 2017. For den her artikel (på engelsk) er et MUST at læse, inden de store beslutninger træffes endeligt. Selvom artiklen er lavet tilbage i 2003, så er den bestemt ikke mindre aktuel, og med særdeles interessante vinkler og erfaringer fra top avlere. 

Indsyningsvideoer af nogle af de top aktuelle hingste

Det er ikke så tit at avlerne får mulighed for at "lure" med til indsyning til materialprøve, men herunder er et par af hingstene, som tilbage i efteråret bestod deres prøver.




De Niro - De Niro - Danone

Highlights fra weekendens national stævne i Münster

Det nationale stævne i Münster byder altid på sport af høj kvalitet.

I Grand Prix turen var Dablino og Anabel Balkenhol toneangivende. Balkenhol valgte at ride med pisk, og det gav et klart meget mere udtryksfuldt og aktivt billede i piaffe turene.

Parret blev fulgt op af Beatrice Buchwald med endnu en De Niro søn, nemlig Daily Pleasure som sidste år skiftede stald fra Holga Finken til Isabell Werth. Beatrice Buchwald holder Daily Pleasure flot skarp hele vejen.

Therese Nilshagen og Dante Weltino samler erfaring og det er tydeligt at tingene efterhånden bliver mere flydende. I serierne mangler endnu det helt rigtig op ad bakke billede. Ekvipage blev både nr. 3 i Grand Prix klassen og Grand Prix Special - sidstenævnte udløste et wild-card til Meggle Championsfinale som afholdes i Dortmund i marts måned.

Spændende ungheste fra toprytterne

Beatrice Buchwald og den 8-årige hingst Den Haag e. Diamond Hit / Florestan med til start. Super veluddannet og velgående hingst. Umiddelbart ikke med det mest imponerende hingsteformat.

Helen Langehanenberg havde den 8-årige KWPN vallak Suppenkasper e. Spielberg/Krack C med til start. En imponerende og naturlig smidig hest, måske ikke med det mest moderne look, men særdeles velfungerende og velgående i alle 3 gangarter. 

Et par meget spændende emner til sæsonens Nürnberger Burg-Pokal.

 

De nye sportsplaner fra DRF

Med de nye sportplaner fra DRF bliver der sat både ord og datoer på årets vigtige begivenheder.

De danske internationale rytter bosiddende i udlandet

Umiddelbart findes der ikke noget i sportsplanen om seniorerne som er bosat i udlandet. De aktive danske internationale ryttere med Grand Prix heste er: Mikala Gundersen, Anne Van Olst, Rikke Svane, Anders Dahl, Ulrik Mølgaard, Martin Christensen og Sune Hansen.

Dispensation om ikke at ride DM - nu indarbejdet i Sportsplanen

"Vi bygger en bruttotrup op frem mod mesterskaberne og ud fra denne sættes der landshold til henholdsvis Nordisk og OL samt til de øvrige CDIO stævner. Med mindre andet er aftalt, skal man ride med ved DM på Broholm, for at være i betragtning til A landsholdet."

Normerne

Et kig på normerne for landsholdene, er der en ret skarp tone i forhold til seniorerne, som langt fra minder om kommunikation i øjenhøjde, mens ordvalget for juniorer/ungryttere ser ud til at være gennemarbejdet - også i forhold til ungdommens brug af sociale medier (som iøvrigt også bruges i næsten lige så stort omfang af seniorerne).


Normer seniorer:

Normer juniorer/ungrytter:

Læs den fulde sportsplan for seniorerne her. 

Anna Kasprzak nyder hver ridetur på hendes nyeste stjerne i stalden

Selvom man faktisk skal helt tilbage til starten af oktober måned sidste år, hvor Anna Kasprzak fik hendes nye stjerne den nu 8-årige Rock Star e. Rockwell / Weinberg i stalden, så er det alligevel altid spændende at følge lidt med fra "sidelinien" hvordan det nye makkerskab udvikler sig.

Hvis man skruer tiden lidt tilbage til det meget "smertefulde" EM for Anna Kasprzak, så var det faktisk her, at hun for første gang så video med Rock Star og bare måtte ud at prøve ham - efter hun havde redet hold Grand Prix klassen med brækkede ribben! En tur som trods Annas "handicap" overbeviste hende om, at Rock Star skulle være ny staldkammerat med bl.a. Pepe og Driver hjemme i Haderslev.

"Det går rigtig godt med Rocky, og han udvikler sig godt. Inden så længe skal vi jo først engang ud og ride MB til distriksstævne for at kvalificere os. Han har et enormt godt hoved og super indstilling, han siger ALDRIG nej. Jeg fokuserer lige nu på at få opbygget styrke, for han laver alle øvelser, men er lidt en lemmedasker endnu." (stangmålet er +180 cm)

Til årets sidste træningssamling i Middelfart i december var det første gang, at Anna havde Rocky med i byen, og ligeledes første gang, at landstræneren så Rocky.

"Jeg er rigtig stolt af Rocky, og imponeret over, hvor pænt han tog det at komme til Middelfart, hvor vi red i en meget julepyntet hal! Han har stort set ikke startet et stævne siden han var fire år. Landstræneren er begejstret for Rocky, og fremhæver blandt andet hans evne til at ville arbejde. Det er nok netop min fornemmeste opgave med denne hest - at kontrollere ham, og lære ham, at han ikke behøver give sig fuldt ud hver gang. Mindre kan også gøre det! Jeg vil gerne passe på ham, og vi skynder os derfor langsomt," udtaler Anna. (kilde: Kasprzakdressage)

 

 

 

Danmark nr. 2 og nr. 3 i Grand Prix Special i Drachten

Top 3 - Ramel, Dufour og Bachmann

Svenske Juliette Ramel og Buriel K.H. tager også sejren i deres internationale Grand Prix Special debut. Desværre bliver et par "traveture" meget dyre for Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy i aften. 

Daniel Bachmann og Hotline havde en generelt bedre tur i dag end i Grand Prix klassen. Gode piaffe og passage ture. Momentvis lidt ubalance i øgningerne. Lidt spændt anspring til galop. Dagens flotteste toere og 15 ettere. I den første pirouette snurrer Hotline, og selvom den hollandske kommentator på Clipmyhorse lige inden de 9 ettere på midten, får nævnt at parret sagtens kunne lave 30 ettere, så indløber der ærgerlig fejl i serien på midten. 

Head to head - Cassidy og Buriel

Indridning: Cassidy med stilstand og flot fremad ridning. Buriel med stilstand og træder bagud. 

Øgninger: power og op ad bakke med næsen flot foran lod til Cassidy. Buriel flot op ad bakke men lidt kort i nakken, og giver sig ikke på samme måde over ryggen bagfra som Cassidy.

Passage: Cassidy med 100% regelmæssige passage ture med masser af elevation. Flot passage men momentvis lidt uens trin bag til Buriel.

Traversader: Kunne ønske sig lidt mere runding til Cassidy. Flotte og smidige til Buriel.

Skridtturen: Særklasse til Cassidy. Lidt kort og ikke helt afslappet skridt til Buriel.

1. piaffe: 100% klar overgang op i super piaffe på stedet og klar overgang ud til Cassidy. Lidt fremadgående og knap helt balanceret piaffe til Buriel.

Overgang til galop: Cassidy spændt og stærk i overgangen. God overgang til Buriel.

Galop traversader: flot balance og smidighed til Cassidy. En smule ubalanceret traversade til venstre mod slut for Buriel.

2´er serie: Cassidy falder i trav i hjørnet og kommer voldsomt frem og får blot lavet et par toere til slut. Buriel med god balance i serien men tællefejl i midten.

15 ettere: Begge med god serie uden fejl.

1. pirouette: Cassidy falder i trav ud af pirouetten. Buriel mister balancen en smule i sidste galopspring. 

9 ettere: Cassidy med fejl - Buriel uden fejl.

2. pirouette: Cassidy med god pirouette. Buriel mister balancen og galoppen og stopper op.

Sidste midterlinie: Cassidy skarp. Buriel lidt forsigtig og de sidste flotte passage trin når ikke helt frem til afslutningsparaden.

Se resultatet af klassen her. 

 

 

 

Debut sejr til svenske Juliette Ramel og Buriel K.H.

Den opmærksomme læser genkender navnet på dagens svenske vinder ekvipage fra tidligere positive omtaler.

I dag debuterede parret internationalt med sejr på 73,460% i aftenens CDI3 Grand Prix fra Drachten i Holland. Selvom parret var første startende kunne ingen af konkurrenterne røre dem. Det overordnede billede er høj kvalitet, selvom der opstår nogle mindre uoverensstemmelser under vejs. Et par vi glæder os meget til at følge i fremtiden.

Cathrine Dufour havde "bomben" Atterupgaards Cassidy klar til dagens klasse. Det var en særdeles HOT herre, men samtidig også så velskolet at parret "nøjes" med fejl i starten af to´er serien. Under vejs fortæller Cathrine at hun havde den samme fornemmelse som til World Cup debutstævnet i Odense, men bevarede alligevel kontrollen hele vejen. Ganske enkelt super timing over overblik når man tænker på parrets minimale erfaring på Grand Prix niveau. Parret slutter med 72,740%.

Kombinationen af mentalt overskud og kvalitet ligner lige nu et godt bud på en team billet til Rio.

Britiske Richard Davison med Bubbelingh samler stille og roligt værdifuld erfaring. I dag med en generelt rigtig god tur, hvor etterne er eneste sted hvor spændingerne tager lidt over - dog uden fejl. Parret slutter som nr. 4 med 69,820%.

Se resultatet af klassen her.

Prix Sct. Georg fra Drachten med sejr til Hans Peter Minderhoud og Glock´s Casper

Det blev en Prix Sct. Georg klasse med mange tekniske fejl

Umiddelbart lignede det mest af alt spændingsfejl hos de fleste af ekvipagerne. Dagens vinder Hans Peter Minderhoud med den 9-årige Glock´s Casper e. Westpoint / Goodtimes, viser en god og flydende trav tur med highlights i volte og traversade turene, hvor øgningerne endnu mangler det sidste tryk bagfra. Lidt spændt samlet skridt men super god fri skridt med god overtrædning. I galoppen er traversaderne i dejlig balance. På kortsiden inden den første pirouette bliver Casper noget spændt og den helt reelle galop rytme mangler lidt i begge pirouetter, men Hans Peter Minderhoud får rutineret redet tingene. Der indløber en spændingsfejl i 4´er serien - det er som om der er noget i det hjørne for rigtig mange af hestene i dag. 

Daniel Bachmann og Zepter var eneste danske ekvipage til start. Umiddelbart en upåvirket Zepter, men efterhånden som turen skrider frem opstår der desværre lidt spændinger, som bliver til dyre fejl i bl.a. begge serier. Ligner bestemt en hest med kvaliteter, men erfaringen mangler endnu.

Første nye materialprøve i Tyskland fra 12. - 14. februar

Premier på 3 dages materialprøve for 4 års kårede hingste i Münster-Handorf

Dag 1: Ankomst og fri træning.

Dag 2: Præsentation uden egen rytter og alderstilsvarende programridning

Dag 3: Fremmedrytter test og karaktergivning

Selvom der endnu ikke har været sidste anmeldelsesfrist, så er dressurdelen med i alt 15 hingste allerede fyldt op. Og det forlyder at der både er præmiehingste og bundeschampionat deltagere blandt de første hold.

 

 

Hingsteshow fra Münster her til aften

High-lights fra hingsteshowet

Fürsten-Time e. Fürstenball / Sandro Hit fra Holkenbrink/Schokemöhle. Super model i skøn balance og naturlig form.

Vainqueur e. Vivaldi / Rubioso N - masser af udtryk og de længste forben ever!

Danzador e. Diamond Hit / Lauries Crusador xx. Dejlig kvik af jorden - ligner en hest som kan og vil gå til ridning.

Begge de 2 unge For Romance sønner Federico Fellini og For Final blev desværre kun vist ved hånd, hvilket de gjorde flot, men noget mere interessant for publikum at vise dem under sadel. 

Isabell Werth med anvisninger og kommentarer

God præsentation af den nu 7-årige Quaterback/Fürst Piccolo Quotenkönig med Lisa Neukäter i sadlen. Præsentationen var men ingen ringere end Isabell Werth på jorden, som bl.a. fortalte som Quotenkönigs udvikling og sidste års succes i både bundeschampionatet og til UVM. Nu med 7 år går træningen ind mod klasse S højere samlingsgrad. Selvom det kniber lidt med afspændtheden til starten af galoppen, er Werth hurtigt med både at "finde" anden mulighed for at komme videre, men tilføjer også at som hende gamle lærermester Schulten-Baumer altid lærte hende, "man skal udnytte det man får forærende" - i det tilfælde her at kunne bruge de passage agtigt trin, til at lege med den rigtige passage. 

Rigtig god kvalitet i træningspirouetterne, hvor man tydeligt fornemmer at Isabell Werth er 100% på også selvom det "kun" er hingste præsentation. Både gode 4´er og 3´er serie.

Med det engagement som Isabell lægger for dagen, kan man kun glæde sig endnu mere til clinic oplevelsen til Dansk Varmblods hingstekåring i Herning 2016.

Har du sikret dig billet? Bestil HER

Bachmann også klar med lille-turs hest i Drachten

Et spændende felt venter til weekendens CDI3 i både lille-tur og stor tur

Både Cathrine Dufour og Daniel Bachmann er klar i stor tur, men samtidig er Daniel også klar til at debutere internationalt i lille-tur med 8-årige Zepter e. Zack / Wolkentanz II.

På deltagerlisten var Dufour og den 10-årige Chantal Skovvang også klar til deres debut, "desværre bliver det ikke i denne omgang at jeg skal have Chantal med til international start, da hun havde lidt "ondt i den ene pote idag", og derfor har smeden i stedet været på besøg, og kommer igen i morgen" fortæller en ærgerlig Cathrine.

Chantal og Cathrine har siden foråret 2015 dannet par, og debuterede i weekenden i Intermediaire I med sejr i Møllebakkens Rideklub, mens Zepter og Daniel vandt både MA1 og Prix Sct. Georg til stævnet på Blue Hors tilbage i  november.

Meget spændende svensk debutant

Et kig ned over listen bliver også med international Grand Prix debut til svenske Juliette Ramel med Buriel K.H. - en ekvipage som debuterede nationalt i Holland i efteråret med imponerede kvaliteter. Ekvipager træner til dagligt sammen med Glock teamet i Holland.


Det nye stævneår er allerede i fuld gang

Selvom det internationale program først starter den kommende weekend med CDI3 i Drachten i Holland, så er der allerede taget hul på 2016 til distriktsstævner rundt om i Danmark.

Den officielle deltagerliste til Drachten er endnu ikke online, men det danske succes par Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy er klar til at tage hul på 2016.

Og indtil videre er planen, at ekvipagen derefter vil være til start i Dortmund i starten af marts, hvor der samtidig også er stævne i Doha, som selvfølgelig kunne have været en spændende mulighed for parret, for både at få erfaring med flyveturen og i det hele taget oplevelsen der. 

Se parrets Grand Prix Special sejr fra Roosendaal i december herunder - selvom videokvaliteten ikke er i top.