Det var tydeligt at arrangørerne bag DM stævnet havde hænderne fulde med det store arrangement. Men set og hørt fra sidelinien under vejs, var det med optimale baner (forberedt og vedligeholdt af Bluhme Dressage), gode træningsmuligheder og gode stald forhold. Alle uhyre vigtige faktorer for at rytterne og deres heste kan præstere optimalt.
Måske overraskede det, at så mange dressurentusiaster havde fundet vej til Vallensbæk, idet gearingen i forhold til forplejningen desværre ikke kunne følge med. Men mon ikke arrangørerne kan nå at rette lidt op på den del inden den kommende weekends DM for juniorer og ungryttere.
Med så mange mennesker til et DM, bragte det stemningen op på et niveau, man ikke har mærket siden Broholm-tiden. Der var fuld applaus og opbakning til alle ekvipagerne i bedste mesterskabsånd.
Sporten
Årets felt til DM var på 28 ekvipager og efter førstedagens Grand Prix var de 15 bedste klar til søndagens kür finale.
Ikke overraskende var Cathrine og Free i front efter førstedagens Grand Prix, om det skulle være med knap 7,5% forspring ned til Carina og Danse, var måske ikke helt så tydeligt som pointtavlen viste. Men fakta er at MSJ Freestyle og Cathrine mestre kunsten i harmoni og afspændthed kombineret med høj kvalitet og det skal naturligvis også give tydelige vinderpoint.
På papiret var der lagt op til spænding om bronzemedaljen, og den spænding holdt helt til slut, hvor Lone Bang og Rostov i overbevisende stil også meldte sig seriøst ind i kampen om sølvet. Men et stærkt udlæg på førstedagen fra Carina og Danse sikrede dem alligevel sølvmedaljen. Et nyligt trænerskifte for Carina og Danse, som nu har berider Jon D. Pedersen på sidelinien, har givet tydelig ændring i specielt Grand Prix turen med mindre pres og bedre flow i passage/piaffe turene, selvom piaffe aldrig bliver highlight for ekvipagen, så har de rigtig mange andre ting under vejs på +8 skalaen, med skridtturen, serier og pirouetter.
Fra sidelinien var det tydeligt at Lone var klar på en fest da hun rider på banen til gårsdagens kürfinale, og det fik hun også sammen med sin rutinerede partner Rostov. Og festen var ikke kun på banen, men også hos dommerne som fortjent satte ekvipagen på 2. pladsen i den individuelle kür konkurrence, og parret slutter flot igen i år på podiet med bronzemedaljen. Lone og Rostov er jo allerede en del af a-truppen, og vi vil formodentlig se dem til start til stævnet i Aachen som ligger i starten af juli.
DM bliver jo afgjort med resultaterne fra både Grand Prix og Grand Prix kür. I forhold til mesterskabsformatet havde det været mere relevant om man i år havde valgt at det skulle afholdes Grand Prix og Grand Prix Special, idet Grand Prix Specialen er afgørende for sommerens holdkonkurrence til OL.
Selvom det var med afbud fra Nanna Merrald, grundet hendes søsters bryllup, så var Nanna og hendes kæreste alligevel klar på sidelinien til søndagens kürfinaler, hvor Blue Hors rytter Sophia Ludvigsen med Blue Hors Quintana igen i år stod øverst på podiet efter U25 küren.
Daniel havde ladet Vayron blive hjemme efter deres succesturen i Compiegne, og istedet medbragt den 10-årige Sezuan / Carex hoppe Shirley, som han fik vist rigtig ordentlig i Grand Prix´en med lidt spændinger, mens gårsdagens kür var tydeligt forbedret selvom det ikke helt blev reflekteret på pointtavlen. Parret slutter som samlet nr. 7 i årets DM. Daniel modtog en særlig ærespræmie givet af Dressurens Venner: “For hans altid sobre måde at fremvise en hest på, og for at være en god kammerat og have den bedste holdånd. Daniel er garant for at hestens velfærd er i fokus, og det er vejen frem,” var ordene fra altid velforberedte stadionspeaker Pia Switzer.