Hagen med endnu en +71% tur til Rikke Svane og Finckenstein TSF

Rikke Svane og Finckenstein præsterede igen i dag en stabil tur hele vejen rundt i CDI4 Grand Prix Specialen i Hagen. Parret slutter som nr. 7 med 71,471%.

Timingen er i top og parret får tingene til at flyde hele turen. Flot overgang fra skridt op i en aktiv piaffe. Der indløber en fejl i 2´er serien. Flot kontrol i pirouetterne.

Et solidt visitkort til landstræneren inden han skal træffe den endelige beslutning om hvilket team og reserve han vælger som Danmarks stærkeste kort til EM.

Anna og Daniel med to flotte ture igen  

3. dagen var for Anna og Pepe ikke nogen "pres bal" for parret. Skarp kür, hvor alt hængte godt sammen, selvom det ikke var Pepe´s bedste piaffe dag, så er der så mange andre kvaliteter under vejs som bringer parret ind på 4. pladsen for 3. dag i træk. Super kraft præstation og EM klar ekvipage.

Daniel får "kildret" den skarpe dame Loxana, og det er tydeligt at Daniel kender hoppen så godt nu, at han ved hvornår han kan sætte ind med ekstra pres. Alligevel efterlader parret et ubesværet billede selvom man generelt godt kunne ønske sig lidt mere tryk bagfra i travturen - det henter de så til gengæld i galoppen, hvor serierne er i særklasse med masser af spring og rummelighed. Meget stabil weekend og ekvipagen er bestemt også EM klar.