Ellen Birgitte Farbrot´s historie sammen med DV Elitehingsten Tailormade Temptation

Ekvipagen dukkede pludselig op - ikke bare med en sejr i MA til distriktsstævnet i Skanderborg fornyligt, men endda en særdeles flot og velredet tur, (se eller gense videoen nederst i nyheden her). 

Med championatsfinalerne lige om hjørnet, er vi nok flere som kan erindre en noget speciel "optræden" og sejr med den dengang 4-årige Tailormade Temptation tilbage i 2009, og derfor blev H2R selvfølgelig ekstra nysgerrig for at høre om 31-årige norske Ellen Birgitte Farbrot´s historie med den nu 11-årige Tailormade Temptation frem til parrets flotte stævne debut sammen. 

Tilbage i 2009 flyttede Ellen Birgitte Farbrot fra Norge til Danmark, hvor hun det første år var ansat hos Per Skærbæk på Mors. Her efter gik turen til Stutteri Følle Strandgaard i Rønde, hvor Ellen Birgitte siden har været ansat som daglig leder med ansvar for 5 fuldtidsansatte, og hvor hun har heste i træning og rider stutteriets ponyer. Stedet tæller i alt pt. 58 heste/ponyer. 

Ellen har gennem lang tid modtaget undervisning af Sune Hansen, da han var i Danmark, men har på det seneste fået undervisning en gang om ugen hos Hasse Hoffmann. 

Ellen fortæller:

"Mit eventyr med Temptation startede i februar 2015. Jeg har i en lang årrække redet heste for Trine Stiansen og Tailormade Horses, hvor vi har haft et godt samarbejde som har udviklet sig meget over de seneste par år."

"Temptation havde de sidste fire år stået i stald hos Heike Kemmer i Tyskland og haft virke i avlen i både Danmark og Tyskland. Tailormade Horses ønskede Temptation hjem til Danmark, og dermed gøre ham lettere tilgængelig for de danske avlere, men samtidig holde ham igang og udvikle ham ridemæssigt."

"Jeg fik Temmi - som er hans kælenavn, i stalden i februar 2015 og kunne lige så stille blive dus med ham herhjemme, inden han skulle til Katrinelund i bedækningssæsonen. Det blev til nogle lange køreture fra Aarhus til Mors gennem sommermånederne, og det var skønt at igen få Temptation i stalden på Følle i august måned."

"Resten af 2015 gik med at finde ind til Temmi, bygge muskulatur og kemi mellem os. Temmi er et legebarn! Han elsker at trække ture med mig....han er ligesom en hund, han har snoren i munden...så går vi!"

"Til at starte med trænede vi næsten kun de grundlæggende ting, Temmi er tidligere kun redet af langbenede beridere, og jeg er langt fra langbenet, det skulle derfor noget omprogrammering til ;-)."

"Temmis hverdag består i at han bliver fodret til morgen kl. 7, omkring kl. 8 bliver hans boks muget, det bliver altid efterfulgt af en morgenstræk. Inden middag kommer han en tur i skridtmaskinen inden der igen fodres kl 13. I vores stald får hestene kraftfoder i automater og de fodres 10 gange i døgnet, derudover får de hø 3 gange dagligt. Temptation har dog fri tilgang til hø." 

"Jeg sadler altid selv Temmi op, det er meget vigtig for vores samarbejde at vi har den tid sammen. Den daglige træning er meget varieret og indebære gerne bomme på jorden. Vi træner 4 dage om ugen, og bruger meget naturen i og omkring Følle Strandgaard til vores træning.

Tailormade Temptation nyder de daglige fold ture i fulde drag / photo credit: Ellen Birgitte Farbrot

Tailormade Temptation nyder de daglige fold ture i fulde drag / photo credit: Ellen Birgitte Farbrot

Om eftermiddagen er det Temmis favorit tid, der skal det leges på folden. Kl 16 er der tid til Mash - hvilket nydes i hele hovedet ;-) kl 20 fodres der igen og derefter er der nat."

Tailormade Temptation & Ellen Birgitte Farbrot på træningsbanen / photo credit: Ellen Birgitte Farbrot

Tailormade Temptation & Ellen Birgitte Farbrot på træningsbanen / photo credit: Ellen Birgitte Farbrot

"Vi har egentlig været stævneklare i lang tid, men rytteren har været nødt til at gå mange runder med sig selv for at selv blive klar! Temptation er en hingst af enorm kaliber, og jeg har haft et stort ønske om at hans "comeback" på den danske dressur arena skulle være helt perfekt! Men kloge hoveder fortalte mig at perfekt kan det ikke blive. For ikke bare er jeg norsk - jeg er kortbenet og helt normal dødelig... så vi sprang ud i det! Og Temmi viste sig at være den kammerat jeg håbede! Jeg glæder mig rigtig meget til hvad fremtiden bringer, da vi har fundet hinanden rigtig godt og Temmi er altid er klar til at spille med" slutter Ellen Birgitte Farbrot.