2. weekend fra ES Fangar på Mallorca - eftermiddagen med Prix Sct. Georg og Intermediaire A

Prix Sct. Georg

Eftermiddagen bød bl.a. på Prix Sct. Georg hvor Matthias Rath og den 9-årige hingst Foundation vandt med 72,947%.

Det generelle billede er god form med en flydende og smidig tur. Traven er regelmæssig med dejlig naturligt sving og frihed i både sidebevægelser og øgninger. I øgningerne kunne man godt ønske sig lidt mere afskub under kroppen. God skridttur, selvom skridtpirouetterne mangler lidt energi. Foundation galoppere med skøn balance og spring af jorden, og det er tydeligt at han er blevet mere sikker og stærkere i bl.a. galoppirouetterne. Desværre indløber der en spændingsfejl i 3 ´er serien. 

Danske Rasmus Bøndergaard bliver med Dixieland placeret som nr. 4 med 68.400%. Dixieland har tydeligt vænnet sig mere til opgivelserne her i uge 2 og Rasmus får vist en fornuftig tur uden øvelsesmæssige tekniske fejl. 

Intermediaire A 

Kun 2 startende ekvipager, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein med M&M´s, den 9-årige Michellino vallak.

Det er vidst ikke for meget sagt hvis man påstår, at med en Michellino bliver man holdt skarp.

Allerede rundt om banen snurrer og bakker M&M´s flere gange, og alligevel lykkedes det Nathalie at få ro på og komme ad midten. En del spændinger under vejs, og en passage endnu mangler mere løsgjorthed og elevation, men som Nathalie viste fine takter med udenfor banen. Skarp piaffe med fine takter, flotte satte pirouetter og gode men spændte serier - bestemt en hest med perspektiv for Nathalie, når/hvis de store Michellino øjne bliver mere kontrollerbare. 

Charlotte Haid-Bøndergaard med Don Scudo, som i den forgangne weekend var eneste startende i klassen vinder dagens klasse.