Flot U25 weekend sluttet af med endnu en topplacering til Nanna Merrald

Nanna Merrald og Traneenggårds Akondo var ikke 100% på bølgelængde hele vejen i dag - det kostede desværre sejren.

Parret kommer ikke helt flydende fra start, da der ser ud til at Akondo misforstår signalet lidt, og tror turen skal start i passage. I slutningen af travturen springer han i galop i traversade til venstre og Nanna får han ikke rigtig på plads, og efterfølgende på kortsiden springer han i galop igen. Rutineret får Nanna lavet den sidste linie inden afslutningen ad midten som en traversade til venstre. Slut "facit" = 73,375%. Vinderen Nadine Husenbeth slutter med 74,708%.

Anna Zibrandtsen og Rentino viste en veltilrettelagt kür med gode linier. Desværre bliver det med nogle spændinger, som går ud over bl.a. toer serien, hvor der indløber fejl begge gange. Og i den sidste dobbelt pirouette mister Rentino lidt balancen i starten. Super flot passage med gode overgange ind og lidt spændinger ud. Musikken er rigtig god og velafstemt til øvelserne. Parret slutter som nr. 6. 

Victoria Vallentin og Select Ecco slutter som nr. 9 med 64,208%.