Andel del af World Cup Grand Prix klassen

Brillerne hos dommer ved F var blevet rigeligt blå/gule

Hans Peter Minderhoud og GLOCK´s Flirt er i super form. Parret vinder dagens Grand Prix med 76,871%, bestemt ikke hjulpet til sejren fra dommer ved F svenske Gustav Svalling, som havde ekvipagen helt nede på en 8. plads. 

GLOCK´s Flirt går en let og ubesværet tur og det er en fornøjelse at se harmonien mellem hest og rytter, som generelt gør sig gældende hele turen. Et kig på piaffeturene, ligner "bare" en halv parade og et signal til piaffen, som afløses af en flydende overgang ud i passage. Specielt den sidste midterlinie i piaffen fornemmer man tydeligt samspillet, som fungerer 100% mellem hest og rytter. Eneste lille men er på vej ind i begge pirouetter, hvor Flirt tager et par galopspring med samlede bagben. 

De alderende herrer skinner

Hvor der hos Tinne og Don Auriello var tydelige spor af hjemmebane fordel, var der hos Kittel og Scandic tale om at parret hentede deres solide erfaringspoint, samt værdifulde point i deres highlights.

Kittel viser en top motiveret og velgående 17-årig Scandic. Efter en power fri galop er Scandic klar endnu engang ud af hjørnet frem mod etterne, men her har Kittel jo en anden agenda - en anholdning og signal til etterne i stedet for. En tur uden fejl, selvom det nok mest af alt var på Scandic´s initiativ at den samlede skridt kun blev til hjørnet og ikke helt frem til M inden han synes der skulle være overgang til passage. Ser gerne parret foran Tinne i morgen i küren, men tror desværre det bliver en umulig opgave.

Med 17-år kunne Donnperignon også tilslutte sig klubben for en af de mest velgående i klassen i dag. Motivation og fitness i top, gav bl.a. øgninger som var helt i særklasse flotte. Flot samlingsgrad kombineret med afskub, sving og bæring. En hel flok 8-taller og blot et enkelt 9-tal var bedømmelsen af de to frie trav i programmet. Aktive piaffe ture, som stadig ser ud til at blive bedre og bedre, selvom Pepe har nået 17-år. Stor samhørighed og rutine uden fejl giver parret en velfortjent placering i feltet som nr. 5 med 74,729%. Iøvrigt har Anna og Pepe midlertidig "ny" træner i Göteborg i form af Thomas Sigtenbjerggaard, da Andreas Helgstrand og familien er taget på velfortjent "efter Herning" ferie.

Om den "nye" træner fortæller Anna Kasprzak: "Det fungerer rigtig fint. Vi fik snakket om det inden, og Thomas har været super god til at sætte sig ind i det, selvom det var første gang at han underviste mig torsdag heroppe. Andreas har været med i løbende dialog."

Nu venter en spændende finale på søndag, hvor H2R formoder at podiepladserne vil være de samme som i dag.