Anders Dahl og Selten HW klar til international debut i Saumur

Den 12-årige Selten HW e. Sandro Hit / Hohenstein er klar til international debut i stor tur

Med debut nationalt i  England tidligere i år med 77% i Intermediaire II og senere med 75% i Grand Prix er Anders Dahl nu klar til at debutere den talentfulde og særdeles velgående 12-årige Selten HW til weekendens CDI3 stævne i Saumur i Frankrig.

Det er mere end et år siden at Selten sidste gang var med internationalt - den gang succesfuldt i lille-turen i Barcelona. Et uheld med en ismaskine på slæb fra stalden helt ud igennem foldhegn m.m. satte en midlertidig stopper for træningen sidste år. 

Anders Dahl fortæller at han glæder sig ikke kun til at ride ad midten i Grand Prix klassen på fredag, men at han i det hele taget nyder hver dag han sætter sig i sadlen på Selten. Til spørgsmålet om hvorvidt der er planlagt flere starter, fortæller Anders at det hele kommer an på weeekendens debut, om ekvipagen skal ud at hente yderligere erfaring og point inden en evt. DM deltagelse.

Også danske Ulrik Mølgaard og Michigan er klar til start i Saumur. 

Grand Prix klassen kan følges via livestreaming på Topiberian (link via kalenderen) - klassen starter fredag morgen kl. 8.30 med første del, og efterfølges af anden del kl. 14.00 om fredagen. 

Lørdagen er med Grand Prix kür kl. 17.30 og søndagen med Grand Prix Special kl. 14.00.