Følfestival i Norge - en oplevelse

Et topprofessionelt set-up hos JJ Horses i Mysen i Norge med super hestevejr, veloplagte deltagere og en kvalitet i toppen som kunne måle sig fuldt ud med resten af Europas hesteavl, gjorde følfestivalen hos JJ Horses v. Ole Jørgen Jørgentvedt og Ole-Marius Johnson til en fantastisk oplevelse.

Med mange år som "følorganisation" til Dansk Varmblod i Danmark, kan de entusiastiske og dygtige norske folk bag Dansk Varmblod Norge være stolte af deres bedrifter, nu hvor Dansk Varmblod Norge er optaget som selvstændige medlemmer af WBFSH.  

Dagens program startede præcist kl. 10, og dagen forløb med nærmest tysk punktlighed. Alle deltagere havde fået en udførlig tidsplan over dagen, så der var ikke noget at være i tvivl om. 

Hele den danske delegation talte i alt 14 personer, som alle mødtes til fælles opsamling i Gardermoen lufthavnen i Oslo. Udover de 2 DV dommere, Poul Gravgaard og Ole From Christensen, var bl.a. også testrytter Jan Christensen og Sophie Christensen med. Team Ib Kirk fra Katrinelund var også mødt talstærkt op, endda med 3 friske unge gutter, som havde 100% styr på at håndtere hopper og føl, så alle blev optimalt fremvist overfor dommerne. Uden tvivl et træk som gav hele præsentationen og afviklingen et ekstra løft. Erfarne piskefører til dagen var Ulrik Kristensen og Ib Kirk.

"Konkurrenceformen"

Desværre mødte ikke alle føl op i optimal konkurrenceform, som her i følskuesammenhæng er ensbetydende med, at føllene bliver præsenteret i god foderstand og er håndterbare. Det giver ikke noget godt indtryk med et føl, som tydeligvis ikke ser triveligt ud, og måske endnu værre, ikke ser ud til at have været i hænder, hvilket naturligvis smitter af på bedømmelsen. 

Toppen med høj kvalitet

Men blandt de godt 40 føl, som blev præsenteret overfor dommerne, var toppen bestemt i en klasse for sig selv.

Med lidt skelen til springføl kollektionen var det hoppeføllet med det meget spring klingende navn Diadoctro Diamantina e. Diarado / Indoctro som fangede "dressur" blikket. Super vellinieret og udtryksfuldt hoppeføl.

Dressurhoppeføllet Soros Diva e. Hesselhøj Donkey Boy / Blue Hors Don Romantic avlet af Soros Sporthorses viste sig fantastisk i alle momenter. Masser af udtryk, feminint og med 3 super gangarter. Ikke så sært at hoppeføllet også havde trukket norske Kristin Andresen´s opmærksomhed, da hun allerede havde købt føllet, da hun så hende som blot 3 uger gammel. Føllet er naturligvis også udtaget til Dansk Varmblods Eliteskue i næste weekend.

Dressurhingsteføllet JJ Valor e. Vivaldi / Sandro Hit avlet af JJ Horses og ejet af amerikanske Leslie Waterman viste bl.a. hvorfor Vivaldi blodet er attraktivt. Dejlig smidig og et føl som vokser i fronten i bevægelse og går med lethed af jorden. Et føl som vi også får lov at se til Eliteskuet. Hingsteføllet som blev nr. 2 JJ Bugatti e. Bordeaux / Jazz ejer og avler JJ Horses viste takter og havde et antrit, power og udtryk som ikke set tidligere for Bordeaux afkom - også et føl som kommer til Eliteskuet. 

Iøvrigt har samme Leslie Waterman købt 3 føl hos JJ Horses i år og erhvervede sig sidste år JJ Jaguar e. Jazz / Deemster via auktionen i Wellington - WEF Sport Horse Auction, hvor Dr. Kerstin Klieber havde Jaguar med på auktionen. JJ Jaguar ligger i 2016 nr. 2 på listen over sportsresultater for 5 års heste i USA. 

En følfestival hvor sponsorerne bl.a. bakkede op med flotte pengepræmier til de 3 først placerede med hhv. 5.000 - 3.000 - 2.000 kroner.

Et lille video resumé fra dagen følger senere. 

Instagram indtryk #H2RONTOUR

Gallery Block
This is an example. To display your Instagram posts, double-click here to add an account or select an existing connected account. Learn more