Dansk Varmblod "avlsprodukt" fra Stald Ringsbo på vej til UVM

Blue Hors Zee Me Blue og Daniel Bachmann Andersen - UVM udtagelse på Broholm. Photo credit: H2R

Blue Hors Zee Me Blue og Daniel Bachmann Andersen - UVM udtagelse på Broholm. Photo credit: H2R

UVM i Ermelo starter den 3. august

Inden det går løs i Ermelo om godt en uge, har H2R fanget Louise Ringsbo fra Stald Ringsbo for at få historien med om DV hingsten Blue Hors Zee Me Blue e. Blue Hors Zack / Blue Hors Don Schufro, som er klar til at repræsentere de danske farver i Ermelo for 7 års heste. Samtidig har H2R også fanget Blue Hors berider Daniel Bachmann Andersen, som jo er rytter og ansvarlig for uddannelsen af Zee Me Blue, for at høre lidt om hans sidste forberedelser og forventninger til egen UVM debut. 

Louise Ringsbo fortæller:

"Hos Stald Ringsbo er målet at avle dressurheste af høj kvalitet. Vi tager udgangspunkt i gode hopper, godt kåret og med afstamning i top. Der lægges stor vægt på ædelhed, godt udtryk, smidighed og bevægelser i særklasse. 

Vores mål er at avle og videre sælge føl, der kan gøre sig på topplan i sporten.

Vi vil gøre vores for at videreudvikle vores afkom, og hele tiden bestræbe os på at følge med i udviklingen inden for Dansk Varmblods avl.

Vi bestræber os på, at give føllene den bedst mulige opvækst. De går dagligt mange timer på fold og bliver fodret med foder af topkvalitet, og rigelige mængder af stråfoder.

Stald Ringsbo startede på Dansk Varmblods avl i 2006 på fuldstændig bar bund, kun med en pigedrøm om at have hest igen. Det har været en sjov og god udvikling, hvor vi har taget ved lære af andre avlere og ligeledes draget vores egne erfaringer.

Historien om Zee Me

"Vi så en skøn Don Schufro hoppe til salg hos Ulrik og Lena Kristensen på nettet, og måtte bare se hende, trods vi ikke manglede flere heste i stalden. La Donna vandt vores hjerter og vi valgte at købe hende, hun var drægtig med Blue Hors Zack. Den 29 marts 2010 blev Zee Me Blue født.

Ditte og jeg husker det som var det i går, få timer efter han blev født – stod han der, SMUK som bare fanden med 100 % perfekt eksteriør – Der stod en HINGST. Stadig grønne i gamet kunne vi dog godt se her var noget helt specielt.

Vi valgte at køre hoppe og føl til Blue Hors til inseminering selvfølgelig med Zack igen. Da vi kørte ind i indkørslen på Blue Hors, tog Karsten imod os. Da vi åbnede traileren, kiggede Karsten på føllet og sagde, den skal jeg lige se i ridehallen. Han var HELT enig her var der noget specielt.

Vi viser gerne vores afkom frem på skuer og Blue Hors Følchampionat stod først for. Han viste sig helt perfekt og tog titlen som bedste dressurbetonede hingsteføl. Folk var meget begejstret og vi blev kontaktet af mange købere. Esben var også klar til at handle, men den gang udtog eliteauktionen også føl, og vi havde allerede der haft succes med at sælge igennem auktionen. Esben blev ved, men også auktionsudvalget prikkede os på skulderen. Efter forhandlinger valgte vi at takke nej til Esbens tilbud og sagde ja til auktion. 

Tiden kom til DV følskue, her var der andre dommere, som på ingen måde så hans kvalitet og hans alder gjorde også han ikke viste sig - han gik ikke engang i finalen.

På Vilhelmsborg til Dansk Varmblods eliteskue dukkede Esben Møller op i stalden, og ville gerne se ham på hård bund, han sagde ikke mange ord. Aftenen kom og han skulle under hammeren – der kom bud og jeg havde hele tiden øje på Esben, han bød ikke, i stedet gik han til en ukendt mand oppe på tribunerne. Vi fik solgt og var glade, men ville alligevel gerne have haft at Zee Me var kommet til en hingstestation. 

I stalden efter auktionen fandt vi ud af at det var Blue Hors der havde købt ham. Men som Esben sagde efterfølgende, I havde godt af at ikke at vide alt. Det har vi grint meget af siden.

Årene gik og Esben ringede indimellem for at fortælle om hvordan det gik med Zee Me Blue. Esben Møller har sidenhen købt mange afkom hos os.

Når vi kom med hopper til inseminering, kørte han os i marken så vi kunne se den smukke plag vokse op. Han var stadigt lige speciel. En dag blev jeg ringet op af Esben Møller, om vi ville give tilladelse til at han kom til at hedde Blue Hors Zee Me Blue i stedet for Ringsbo´s Zee Me Blue. Og SELVFØLGELIG måtte han det. Han fortalte planen var han skulle kåres i svensk varmblod og DV.

Kåringen for Svensk varmblod lå før hingtekåringen i DV, hvor han var udtaget til forbesigtigelsen. Her fulgte vi spændte med hjemmefra og blev noget skuffet da han ikke blev kåret. Var han ikke så speciel som vi syntes? Vi tog derfor til Herning uden de store forventninger, han var jo lige blevet afvist i et forbund. Så at han gik fløj var helt helt vildt. Endnu sjovere var at vi i mellemtiden havde investeret i en anden hoppe. Denne hoppe var mor til Vincent Maranello. Så ud af de 3 avlshopper vi havde hjemme i stalden, havde 2 af hopperne det år præmiehingste i Herning. Det var VILDT stort.

Da Zee Me blev 4 år ventede Dansk Varmblods hingstekåring i Herning, her havde vi skruet helt op for forventningerne, men Zee Me var slet ikke der hvor han var da han var 3 år, og viste sig på ingen måde som vi havde forventet. Siden da har han rykket sig i perioder, og tiden har også vist at han er en hest der klart skulle have tid. Den tid har han i den grad fået, og vi kan kun takke Blue Hors for deres håndtering af ham. Ikke vise ham for at gøre det, men ladet ham kunne følge med. Det har vist sig at give pote, og nu er han udtaget til UVM - det er helt vildt. 

Hvad den hest ikke har givet os af oplevelser, det kan ikke beskrives. Måden Esben og Daniel giver os plads til at følge med i hans udvikling og lader os glædes, betyder meget for os.

Som vi altid siger – uanset hvad, så er han stadigt ”vores” hest," siger Louise Ringsbo. 

Veloverstået tur og billet til UVM i hus for Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zee Me Blue. Photo credit: H2R

Veloverstået tur og billet til UVM i hus for Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zee Me Blue. Photo credit: H2R

De sidste forberedelser inden det går løs Ermelo

"Efter et veloverstået Aachen er jeg nu klar i sadlen på Blue Hors Zee Me Blue igen. Nu får han selvfølgelig lige et par dage til at komme igang igen efter jeg har været væk, men han er en helt fantastisk hest, som altid er klar til arbejdet og egentlig også meget let at få tilbage i gear. 

Den sidste finpudsning som jeg arbejder på, er at jeg kan få lov til at ride frem i galoppen og ikke skulle holde igen på ham. Det bliver hele tiden bedre og bedre, men han er meget energisk, på den gode måde, og det et får vi jo god brug for senere i Grand Prix. 

Jeg glæder mig til at ride i Ermelo, det er jo min UVM debut. Jeg forventer at få nogle gode rideture i Ermelo, hvor jeg kan vise Zee Me´s kvaliteter. Et stævne som UVM er jo selvfølgelig også et stævne som jeg bruger som en del af den videre uddannelse, mod en forhåbentlig karriere på de internationale banerne for Blue Hors Zee Me Blue," slutter Daniel.