En hobbyavlers historie

Hver dag støder H2R på personer som deler passionen for hestene på den ene eller anden måde. I det her tilfælde har H2R fulgt lidt med på sidelinien, når Lone Rytter fra Møgeltønder har postet nyt omkring hendes hestehold Kærvang heste, og blev nysgerrig for at høre mere om hendes hestehistorie.

En historie som udspringer i kærligheden til hestene fra barns ben, fra købet af den første avlshoppe, succes på kåringsplads og i konkurrence, frustrationen over når tingene ikke lykkedes og smider håndklædet i ringen, til når muligheden endnu en gang byder sig og avlerhjertet banker igen. 

 

Lone Rytter fortæller: 

"Jeg har redet siden jeg var 11 år og haft hest lige siden. Rider kun på hobbyplan og har startet LA-klasser i dressur, men kunne godt tænke mig engang at blive mere seriøs med ridningen, når der er mere tid til det."

Succes med første avlshoppe

"Min interesse for avl startede, da jeg i 2002 købte en tre-års hoppe efter Don Schufro (Dream Girl). Jeg kendte INTET til avl og vidste ikke engang hvem Don Schufro var. Men hesten var billig, køn og var ikke så stor, så planen var, at den skulle være min ridehest."

"Hoppen kom i tilridning, og Pia Dahlmann fremstillede den til kåring og E-test for mig. Den blev kåret i RDH som reservefløj, så jeg besluttede at prøve at sætte den i fol året efter. Da jeg intet vidste om avl søgte jeg rådgivning, og flere anbefalede mig at bruge hingsten Midt-West Ibi-Light på grund af afkommenes ridelighed, så det gjorde jeg. Føllet var mit første, og det er Kærvangs Prima Donna Light."

Solgte afkom

"Sidenhen fik jeg to Romanovføl på Dream Girl. En hoppe, Kærvangs Roma Nova, som blev bedste hoppeføl til Blue Hors’ følchampionat og bedste hoppeføl i region 4. Roma Nova deltog til eliteskue og blev også udtaget som 2-års, men jeg solgte hende inden eliteskuet til Nicole Ahlefeldt Laurvig-Lehn, der desværre aldrig fik hesten i sporten som oprindelig planlagt, på grund af hendes egen videreuddannelse. Helbroren solgte jeg også til Nicole, da den var føl."

Stjernerne tilbage i stalden selvom Lone havde opgivet at avle

"Begge hopper er nu tilbage hos mig. Prima Donna Light var klar til M-klasserne i dressur, men fik en seneskade, så det var desværre slut med konkurrence karrieren, og Nicole tilbød mig Roma Nova, da hun vidste, den ville få det godt hos mig."

"Også deres mor, Schufrohoppen Dream Girl, er tilbage i stalden. Jeg havde ellers solgt den til Stutteri Pilekær i 2012, da jeg blev træt af at avle. Jeg kunne kun få den i fol hvert andet år, og jeg brugte rigtig mange penge på mislykkedes forsøg med dyre tyske hingste. Hos Stutteri Pilekær har Dream Girl fået fire afkom. To er solgt på elitefølauktion, den ene et hingsteføl efter Johnson solgt for 160.000 dkr. (2015), og en hoppe er solgt til Muriel Blackstone og Dirk Willem Rosie i Holland (Horsetelex)."
 

Dignity Pilekær e. Zack / Schufro / Primus AA. Avlet af Stutteri Pilekær. Ejet af Muriel Blackstone og Dirk Willem Rosie, Holland. Photo credit: Horsetelex.

Dignity Pilekær e. Zack / Schufro / Primus AA. Avlet af Stutteri Pilekær. Ejet af Muriel Blackstone og Dirk Willem Rosie, Holland. Photo credit: Horsetelex.

Om Dignity fortæller ejer Muriel Blackstone at den unge hoppe udvikler sig super godt, og samtidig har hun et fantastisk temperament. Det er planen at Dignity tager turen fra Holland i løbet af sommeren til en af DV´s hoppekåringer. 

 

Og Lone fortsætter:

Optimismen er tilbage - et spændende forår venter

"De sidste to år har Stutteri Pilekær ikke fået hoppen i fol, så jeg fik den foræret, da jeg ville give den en chance. Helt uventet er det lykkedes at få den i fol via råsæd og en dygtig dyrlæge, så den venter nu føl efter Bøgegårdens Santiago. Jeg ved, at Dream Girl leverer smukke, udtryksfulde og velgående føl, så glæder mig til at se Santiagoføllet." 

"Samtidig er jeg rigtig spændt på at se, hvordan hendes døtre avler. De er begge i fol med Gørklintgårds Santos. Han er måske ikke den mest benyttede hingst, men jeg synes, at han generelt laver smukke afkom med især god bagbensaktion, og så er de meget ridelige og venlige."

Årgang 2018 bliver en slags "kom igang igen"

"Nu må jeg se, hvordan føllene bliver. Men i år prøver jeg måske nogle andre hingste, men jeg har ikke lagt mig fast på noget endnu. Og jeg vælger gerne hingste, hvor jeg kan se tidligere afkom. Jeg kan ikke stå for føl med masser af udtryk, og så vil jeg gerne have dem velrejste, ædle og letgående. De helt spektakulære gangarter går jeg ikke efter. Jeg håber og tror på, at mine hopper kan give de egenskaber videre og kigger efter det samme hos hingstene."

"Da jeg tidligere har brugt mange penge uden at få føl ud af det, er jeg blevet lidt forsigtig. Det render hurtigt op, hvis man skal have sæd langvejs fra i flere brunster og hingsten samtidig er dyr." 

"Min plan er at sælge føllene, men jeg kender også mig selv godt nok til, at jeg kan finde på at beholde det ene, hvis der står ”Lones ridehest” i panden på det 😊"

Nyindkøb i sommeren 2017

"I august købte jeg Santa Fee. Faldt for dens afstamning, som indeholder mange af de gode tyske hingste. Og så kan jeg lide typen og gangarterne på den -  dejlig taktfaste og indundergribende. At det så også viser sig, at den har det skønneste temperament er et plus. Jeg rider lidt ture på den, og den er simpelthen så cool med trafik og den er enorm venlig og kontaktsøgende."

"Planen er at stille den til kåring i DV, da jeg vælger kun at avle i et forbund - og så skal den ifoles. Hvem det bliver har jeg ikke besluttet, men jeg tænker en hingst, der avler ædelt og ikke for stor."

Santa Fee e. San Amour / Belissimo M. Avlet i Tyskland. Privat foto. 

Santa Fee e. San Amour / Belissimo M. Avlet i Tyskland. Privat foto. 

Hobbyavlerens dag

"Jeg har alle hestene hjemme på vores lille hobbyejendom, der ligger ved Møgeltønder. Vi har bygget fire bokse i en tidligere lille maskinhal, og stalden er bestemt hverken fin eller fancy, men den fungerer."

"Jeg står op om morgenen klokken 6 for at fodre, og så bliver de lukket ud klokken 7.30, inden jeg kører på arbejde. Når jeg kommer hjem fra arbejde (journalist) ved 16-tiden gør jeg boksene klar og hestene kommer ind. Bruger gerne lidt tid på at rense hove, børste ben og snakke med dem alle, så der går mindst en time til halvanden med det."

"Så er jeg i stalden igen ved 22-tiden, hvor jeg fodrer til natten, og tit ender det med, at det kommer til at tage længere tid end planlagt, da jeg lige skal nusse med hestene og mærke føllene sparke i maven, sidde på en halmballe og høre hestene gumle wrap og nusse med kattene."

"Jeg kan godt lide, at jeg har god kontakt til hver enkelt hest. Jeg opdager hvis de har sår, muk eller der er noget, jeg skal tage mig af. Når vejret og tiden er til det i weekenderne tager jeg gerne en ridetur på Santa Fee."

De uundværlige ekstra hjælpende hænder

"Jeg er ret bundet af hestene, da jeg kun er mig selv. Heldigvis har jeg min mor, som er flink til at hjælpe, hvis vi skal på ferie eller er hjemmefra. Min mand er ikke hesteinteresseret, men han kan godt lukke ind og ud for mig, selvom han i grunden er lidt bange for dem. Og så hjælper han med at hegne, køre wrap ind osv."

Det er ofte op ad bakke økonomisk, men kærligheden til hestene og optimismen blomstrer

"Nogen gange tænker jeg på, hvorfor jeg gider hestene. Jeg bruger stort set alle mine penge på dem. De får nye sko før mig, og alle der har hest ved, at man kan blive ved med at putte penge i dem. Og når man er almindelig lønmodtager og ikke har hestene som erhverv, så skal der immervæk tjenes en del penge for at finansiere sin hobby. Jeg håber dog, at jeg til efteråret kan sælge et par gode føl og dermed få lidt penge ind igen. Jeg ønsker mig at få gjort noget ved mine mudrede folde og skal have sat nyt hegn op."

"Jeg synes det kunne være fint, hvis DV eksempelvis havde differentieret kontingent. Jeg skal betale det samme medlemsgebyr som et stutteri, der avler med 10-15 avlshopper og som kan trække momsen fra. Jeg synes det er vigtigt, at der også er plads til små avlere som mig."

"Når det er sagt, så ved jeg jo godt, at jeg ikke kan undvære hestene i mit liv. Jeg elsker bare at se på dem, være sammen med dem, drømme om de føl, der kommer. Nørde heste på nettet, få en fed ridetur og dele interessen med andre blandt andet på min lille facebookside. Synes selv jeg har en rimelig god næse for, hvad der er en god hest."

Meget er sket på de 15 år der er gået, siden jeg købte min første hest

"Siden jeg købte Don Schufrohoppen for 15 år siden har jeg også købt to hannoveranerføl (efter henholdsvis Hochadel og Baroncelli) og et ponyføl i Tyskland. Ponyen deltog på eliteskue i Tyskland som tre-års og har gået landsstævner i dressur med sin ejer. Den ene hannoveranerhoppe aflagde året bedste rideprøve i DK, og den anden blev statspræmiehoppe og leverede selv årets hannoveranerføl (efter Quasar de Charry) i DK. Alle er nu solgt," slutter Lone Rytter.

 

Afstamninger:

  • Dream Girl RDH, Don Schufro/Primus AA/Woermann
  • Kærvangs Roma Nova DH, Romanov/Don Schufro/Primus AA
  • Kærvangs Prima Donna Light RDH, Midt-West Ibi-Light/Don Schufro/Primus AA
  • Santa Fee, San Amour/Belissimo M/Wolkensten II