Stærke danske præstationer i går i Intermediaire I og Intermediaire kür i Lier

Intermediare I

Lørdagen startede i Lier med Intermediaire I og her var Charlotte Heering og hende 12-årige Black Pearl klar til start igen. 

Parret leverede en god tur uden tekniske fejl. Travturen er aktiv og med godt udtryk og god balance i versader, volte og traversader og power i øgningerne. God skridt tur, men hvor man godt kunne ønske sig lidt mere afspændthed i den frie skridt. God galop tur med gode serier, hvor toerne bliver lidt spændte, rigtig god første pirouette med flot balance, mens den anden bliver lidt stor og ubalanceret. Parret slutter som nr. 4 med 67,647%.

Intermediaire I kür

Her var Nanna og Quater Boy klar til start igen. Super dejligt flow i hele turen med god sikkerhed og udtryk i både trav og galopturen. Desværre kniber det lidt med den sidste afspændthed i skridten hvor Quater Boy ikke rigtig falder til. En galoptur med fantastisk serier som også bliver belønnet med 8 over hele linien undtagen en enkelt dommer som kun giver 7,5 for toerne. Iøvrigt var serierne klart et 9 tal værd. Parret slutter som nr. 3 med 73,425%.