De første 4 danske ekvipager har været på banen i den individuelle konkurrence til EM i Fountainbleau

Gårsdagens Young Rider team konkurrence

Efter gårsdagen 5. plads til Young Rider teamet, hvor det ærgerligt nok for Karoline Rohmann og Noosa Melody ikke lykkedes at ride op til deres bedste, var det naturlig nok en god beslutning at ændre taktikken for ekvipagen i den individuelle konkurrence, så de i stedet for at ride i den sidste del, red med i dagens første del. 

Gårsdagens tur blev desværre ikke som håbet, da Noosa kort inde galopprogrammet bliver meget bange for et par Segways som kommer kørende oppe i skoven, så alle øvelser med retning omkring det hjørne desværre slet ikke fungerede. Parret sluttede med en score i går på 66,382%. Parret starter ellers super flot ud og lå på 74% efter skridtturen - super ærgerligt men det er jo desværre de udfordringer som opstår, og nogle gange også når man mindst har brug for det. 

Den individuelle konkurrence er startet i dag

De første 4 ekvipager har været på banen, først med de 2 juniorer Sara Hyrm med Skovbos Romadinov. I dag lignede det at Romadinov havde fået øje på noget i bunden eller bare "noget" ud for C, så alle øvelser omkring der var med store øjne og spændinger desværre.

Laura Rasmussen og Dornier viste en stabil tur, men billedet var generelt med et lidt forceret tempo i dag og under vejs så det ud som om at fluerne ikke gjorde turen nemmere. 

Også hos ungrytterne var Sara og Ronaldo plaget lidt af tydelig irritation fra fluerne som gav uro i kontakten under vejs. 

Selvom Karoline og Noosa var klar på opgaven i dag, så var det tydeligt at gårsdagens uheldige tur stadig var at spore og ikke mindst at Noosa tydeligvis ikke havde glemt det farlige, men på trods af omstændigheder får Karoline kæmpet sig flot igennem med kun et par enkelte fejl i mellem nogle spændinger.