World Cup
World Cup stævnet i Herning kunne igen trække stærkeste opstilling for danskerne, herunder Mount St. John Freestyle med Cathrine Laudrup-Dufour som det endegyldige top trækplaster. Og de leverede i flotteste stil, med en Grand Prix tur, hvor Free aldrig er set skarpere og mere motiveret i en alder af nu 16 år. Det fortæller Cathrine bl.a. også om i det lille interview herunder. Video af hele Grand Prix klassen finder du nederst her, hvor du kan scrolle frem til Free og Cathrine top tur.
Med på sidelinien var naturligvis også Kyra Kyrklund, som udover Cathrine også står bag Maria von Essen med Invoice, og samtidig også supporter træningen af Sara Hyrm, der til daglig også har Vivi Vang-Lauridsen på sidelinien.
Næstbedste dansker i både Grand Prix og Grand Prix kür var Carina Cassøe Krüth med Heiline´s Danciera. Begge dage med super solide ture, piaffe med bedre regelmæssighed, selvom man godt kunne ønske sig lidt kvikkere rytme af jorden. Begge dage placeret som nr. 4, men begge dage med præstationer som burde have været på podiet.
Favour Gersdorf og Nadja Aaboe Sloth er næsten altid gode for ture uden fejl og det gør sig også gældende for denne weekend, dog med en lille fejl i changement mellem pirouetterne i Grand Prix´en. Umiddelbart lidt hektisk Grand Prix tur set fra siden, men som Nadja efterfølgende fortæller, får Favour desværre tungen over biddet, og det bliver derfor lidt mere end en almindelig udfordring at få det rigtige sug på tøjlen. Parret slutter som nr. 6 i begge klasser.
Rikke Dupont og Grand Galiano leverer en solid Grand Prix tur, men hvor en fejl i den frie galop desværre bringer dem lige udenfor placeringerne. Efter en god kür tur, hvor der alene indløber en teknisk fejl i toerne, går der en rum tid inden resultatet er online. Rikke forklarer efterfølgende at hun pludselig har fået vendt linierne, så hun rider den forkerte vej, men vælger at forsætte, og derfor bliver alt andet end succesfuldt. Dommerne havde ikke nogen chance for at følge undervejs, da de jo havde fået udleveret en anden floorplan. Det var en klar engangsforteelse, fortæller en ærgerlig Rikke.
CDI3 Grand Prix
Debut i international stor tur til Sara Hyrm med hendes 10-årige Atterupgaards Cooper.
Parret debuterede fornylig nationalt med to flotte ture og var klar til den internationale opgave. De leverede en flot Grand Prix tur med flot overblik og rigtig fine kvaliteter og vinder også klassen med flotte 71,261%. I Grand Prix Specialen kommer Sara på en ekstra opgave, da man tydeligt fornemmer at Cooper ikke føler sig godt tilpas i arenaen, da høje lyde fra standområdet gør ham utryg, og under vejs også med flere spændings udfald.
I hestevelfærdens tegn havde det været ønskeligt om Sara kunne have sejrsturen til fods, i stedet for at skulle medbringe Cooper til Grand Prix klassens præmieoverrækkelse. (Iøvrigt var det kun den sidste dag til sommeren EM at Sara og Cooper var sammen til præmieoverrækkelse, da hun fik lov at komme til fods de andre gange).
Alexander Helgstrand og Inspiration CF debuterede på internationalt senior niveau til sidste års World Cup stævne, og melder sig med to flotte ture i Herning ind blandt de bedste ekvipager. Piaffe, passage, overgange og pirouetter hører til i den dyre ende, og som Alexander og Inspiration får vist flot. Der indløber fejl i toer serien i Grand Prix´en, mens resten af serierne er på plads. Fortjent sejr i Grand Prix Special med 70,617%, hvor der indløber spændinger i skridtturen.
Karoline Rohmann og hendes nu 16-årige Jakas Don Louvre viser en stærk Grand Prix Special tur hvor de slutter som nr. 4, mens der i Grand Prix turen indløber lidt tekniske fejl og ubalance i piaffe/passage turene.
Zagori og Cecilie Jensen er også nye på internationalt senior niveau, idet de debuterede tilbage i maj måned i Ålborg. Ekvipagen kommer med individuelt Nordisk mesterskab i baggagen som de vandt i Finland tilbage i juni måned. Øvelsesmæssigt ikke rigtig nogle svagheder, men der mangler selvfølgelig stadig rutine kombineret med lidt mere præcision, for at gøre billedet og pointene skarpere.
Alle fire ryttere er en del af Team Danmarks Talentgruppe.
