De smukkeste rammer for championatsfinalerne på en solbeskinnet efterårsdag, hvor flere havde valgt at lægge dagens træning på de smukke udenoms arealer på Stutteri ASK / Blue Hors i Martofte på Nordfyn.
Dagen startede med indledende 4 års klasse, hvor de 22 bedste blev kvalificeret direkte til finalen, og hvor der for første gang i år, ikke er trøstfinale med adgang for yderligere ekvipager for finaledeltagelse. Det betyder at trøstfinalen alene er en selvstændig konkurrence, hvilket også giver god mening i hestevelfærdens tegn i forhold til at de blot 4-årige heste ikke kan komme til at gå tre konkurrencer i løbet af finalerne, men blot to.
I 5 års klassen var det de 12 bedste som nu er finaleklar, mens det i 7 års klassen var de 8 bedste. For de 5 års følger morgendagens 3 bedste ekvipager fra trøstfinalen til finalen, samt yderligere 2 ekvipager til finalen fra 7 års trøstfinalen i morgen.
Gennemgående dommerteams
De gennemgående dommerteams fra årets kvalifikationer sad også klar i de indledende klasser i dag.
Under årets kvalifikationer blev der fra flere sider meldt om negativ formidling af ridtene for de 4 års heste.
Efter dagens indledende klasse var ordvalget og formuleringerne flere gange desværre med negativ formidling af budskabet. Ordvalg som “vi kunne godt tænke os at DU som rytter formår at få vist hesten frem i en lidt bedre form”, eller “Det er din opgave som rytter, at hjælpe hesten derud, så den kan vises frem i en lidt mere korrekt form”.
Kommenteringen fra både Jens Holm i 5 års og Dennis Holst i 7 års var under vejs både konstruktive og positive.
