Dobbelt sejr til Weihegold og Beatrice Buchwald (video)

En lille Grand Prix Special klasse i Oldenburg her til middag

Blot 8 startende ekvipager i klassen. Og igen levede Weihegold og Beatrice Buchwald op til favorit værdigheden. Super flot tur generelt i god balance og med flot udtryk, hvis man lige ser bort fra at der indløber dyre fejl i begge etter serierne, hvor det måske umiddelbart ser ud som om forberedelsen frem mod de 15 ettere ikke er helt optimal. 

Carola Koppelmann og Devereaux henter værdifulde point i alle deres trav, passage og piaffe ture. Og i dag indløber der blot en fejl i parrets 9 ettere mellem pirouetterne. Fortjent 2. plads.

Lisbet Seierskilde og Jonstrupgårdens Raneur får vist en god tur generelt. Momentvis står Raneur lige rigeligt højt i nakken, og man kunne måske godt ønske sig at tempoet hele turen rundt blev skuet et par grader ned. Det samlede billede virker lidt for "vildt" undervejs. Parret slutter som nr. 7 med 67,333%.

Den 16-årige rutinerede herre Fabriano som jo har skiftet rytter fra østriske Renata Vogelsang til japanske Masanao Takahashi, er indbegrebet af en "guttermand" på banen. Selvom Masanao ikke helt formår at holde den helt rigtige samlingsgrad til øvelserne, så lader Fabriano ham ikke i stikken. Kun den sidste pirouette hvor Fabriano mister balancen, men ellers en fejlfri tur.

Se resultatet af klassen her.