“Boblerne” i gårsdagens Grand Prix med mange flotte momenter

Ekvipagerne lige under top 3 viste generelt flotte ture med få tekniske fejl.

Feltets yngste hest den blot 8-årige Vamos Amigos med feltets mest erfarne unge internationale rytter Cathrine Dufour slutter på 4. pladsen. Cathrine var også til start i Grand Prix med Bohemian da han var 8 år og på mange måder jo meget tidligt på det sværeste niveau, men når det er sagt er 8 år i Grand Prix under en så erfaren pilot som Dufour bare et skridt på vejen. Når man følger ekvipagens tur i går har man fornemmelsen af at tingene bare gradvist bliver stykket sammen på en ukompliceret måde og hele vejen under hensyntagen til hvad der er fysisk opnåeligt fra og med en blot 8 års hest. Der er så meget potentiale og så meget go - en fornøjelse at opleve. Få et lille indtryk på klippet her.

Charlotte Heering havde også to heste med på førstedagen. Bufranco tilbage i super form og viser sine flotte piaffe og passage ture sammen med gode serier og pirouetter, mens Badinda Altena også viser flotte takter, og hvor Charlotte får lov at kontrollere power hoppen hele turen med udtagelse af en spændingsfejl i 2’er serien.

Michael Søgaard er klar med sin næste Grand Prix hest Slæbækgårds Santino. Kvalitet hele vejen i alle 3 gangarter og ingen svagheder. Der indløber lidt ærgerlig rutinefejl i etterne.

Rigtig mange spændende ekvipager til eftermiddagens kür finale.