Danskerne indtager igen i år det internationale stævne i Le Mans

Jane Serup Jensen, Anna Kasprzak og Anne Marie Hosbond med dagens “høst” - privat foto.

De danske deltagere i Le Mans satte aftryk på alle klasserne i dag

Prix St. Georg

Anna Kasprzak havde taget sin nu 8-årige DV vallak Everian L e. Everdale / Hochadel, avlet af Karsten Bundgaard med i den internationale lille-tur for første gang. Parret leverede en flot tur med god power, måske knap med fuld risiko i travturen, men hele vejen i god balance, god kvalitet i skridten selvom begge pirouetter bliver knapt centreret nok, super flot galop tur med gode halv pirouetter og super flotte gennemsprungne serier med store changementer. Parret vinder Prix St. Georg klassen med 71,500%.

Ny på den internationale scene var Jane Serup Jensen med hoppen Desperada. Parret har gennem det seneste år høstet mange placeringer på landsniveau, og har stille og roligt samlet både erfaring og forbedret deres ture. Parret var derfor også klar til at afprøve den internationale scene, og det gjorde de med maner. Jane og Desperada er en super harmonisk ekvipage, og Jane får vist en rigtig flot tur nærmest uden noget at pege fingre af, kun en enkelt spænding i overgangen fra skridt til galop. Super flot galoptur, og parret slutter på podiet med en 3. plads med 70,647%.

Grand Prix

I Grand Prix klassen var Anna Kasprzak klar med Varmblod/Lusitaner vallakken Addict de Massa. Parret debuterede på den internationale scene tilbage i 2019, og havde de deres bedste og mest konstante sæson sidste år. Addict er jo den type hest som bare vil for meget, men det ligner bestemt at Anna har fundet den gyldne middelvej, som her faktisk er ensbetydende med “less is more”. Det giver sig meget tydelig udtryk i piaffe og passage turene, hvor det hele er tydeligt mere afspændt og naturlig aktiv, hvor Addict tidligere ofte lignede en der ikke vidste hvor han skulle sætte hoven næste gang. Ekvipagen leverede en solid tur med kun nogle små uoverensstemmelser, men uden tekniske fejl og med en vinder score på 73,065%.

International Grand Prix debut ekvipage var idag Scarlett og Anne Marie Hosbond. Parret har været super flittige i lille tur og debuterede også på lille-turs niveauet internationalt sidste år. I oktober debuterede de sammen i Grand Prix og vandt fornylig Grand Prix i Esbjerg. I dag tog de sammen et stort skridt ind på den internationale Grand Prix scene med en rigtig flot tur. Scarlett går med dejlig takt og sving, og har ikke nogen øvelsesmæssige svagheder. Et par mindre overensstemmelser men ingen tekniske fejl, desværre misforstår Scarlett lidt den sidste piaffe som bliver dyrt. Ekvipagen slutter flot deres første internationale Grand Prix med en 6. plads og 70,217%.

Inter B

Den danskavlet hoppe 9-årige Tophøjs Zackira e. Blue Hors Zack / Sorento, avlet af Stutteri Tophøj og redet af Anders Dahl. En skøn hoppe med dejlig udtryk. Inter B programmet er virkelig en tur hvor flowet udebliver, da der er rigtig mange overgange og skift under vejs. Zackira viser super kvalitet i passage, men som naturligt stadig mangler noget rutine, ligesom også piaffen er der, dog endnu ikke i en helt balanceret udgave. Under vejs lidt spændinger, super højdepunkt var dagens pirouetter, som så legende let ud. Parret slutter deres internationale debut med en 3. plads og 68,612%.