Nathalie og Fifty Cent succesfulde igen - "Jeg har aldrig har en hest som Fifty"

Blue Hors Fifty Cent & Nathalie zu Sayn Wittgenstein til stævnet i Ankum - privat foto.

For 14 dage siden var Nathalie zu Sayn Wittgenstein til sit første stævne sammen med 9-årige Blue Hors Fifty Cent e. Franziskus / Donnerball, avlet af Linda Falensteen og Martin Strande.

“Jeg har aldrig haft en hest som Fifty, han er en super kammerat, talentfuld og meget uddannelsesparat. Han har hele tiden været super nem, også som hingst, men jeg valgte alligevel i efteråret at få ham kastreret. En beslutning som jeg er meget glad for, for uanset hvad, så er hans mindset helt anderledes nu.

Jeg har hele tiden haft fokus på at grundridningen skulle være på plads inden jeg tog ham med til stævne, og selvom man er top velforberedt, så er det jo altid en anderledes situation at komme på stævnepladsen, og ind på konkurrencebanen.

Mange ting kan man have på plads på hjemmebanen, men eksempelvis det at være mange på en opvarmningsbane kan man bare ikke træne hjemmefra, og det giver så en anden opvarmning end det man havde planlagt. Alt sammen en del af vores rejse sammen.

Nu har jeg redet to stævner, begge nationale i Ankum, hvor der er rigtig fine forhold og hvor jo også mange af mine kollegaer vælger at tage deres nye eller uerfarne heste med de første gange.

Tre starter og tre placeringer, og debut med +70% det har jeg aldrig prøvet før. Det var den bedste fornemmelse da jeg igår kunne læsse ham og køre hjem, reflektere over hvor langt vi er kommet, og hvad der skal fokuseres på fremadrettet,” fortæller Nathalie.

Lige nu har Nathalie ikke lagt endelige planer for resten af sæsonen, men det kunne meget vel være Nürnberger Burg-Pokal kvalifikation som næste opgave for ekvipagen.