Super hoppen Lygum´s Zelina er klar til en fremtid i sporten sammen med Victoria Vallentin

Lygum´s Zelina e. Blue Hors St. Schufro / Blue Hors Zack / Sandro Hit - privat foto fra Eliteskuet i 2022.

Victoria Vallentin og Lygum´s Zelina er ny ekvipage

Det skarpe øje til Blue Hors hingsteshowet i lørdags spottede temmelig sikkert også en særdeles interessant ekvipage, nemlig verdensmesteren for ungheste Victoria Vallentin, denne gang på en anden sort superstjerne efter Blue Hors St. Schufro, nemlig den 4 årige sølvmedaljehoppe Lygum´s Zelina.

Igår faldt de sidste brikker på plads og nu ejes Lygum´s Zelina 50/50 af avlerne Lygum Horses (datter Tine og far Henning Lygum Jensen) sammen med Vallentin Dressage. Et samarbejde som Henning Lygum Jensen glæder sig meget til. “Når man er så heldig at have en stjerne som Zelina, og hun har udviklet sig så godt, så er vi jo super glade for at vi har haft mulighed for nærmest selv, sammen med Silje og Michael (Bakken Dressage) at vælge rytteren. Vi glæder os meget til fremtiden på sidelinien, hvor vi håber at Zelina og Victoria finder rigtig godt sammen. Deres første tur sammen var jo på Blue Hors i lørdags, hvor Victoria kun havde siddet få gange på Zelina inden,” fortæller Henning.

Allerede som føl viste Zelina helt specielle takter, og her stod det klart, at den laksorte hoppeplag skulle have chancen for at vise sig bedst muligt når den tid kom. Så derfor var det nærliggende at Zelina kom med Tine på arbejde hos Bakken Dressage. Tina arbejder nemlig deltids med tilridning af unghestene hos Bakken Dressage, og herfra tog Silje og Michael over, og sørgede for top fremstilling som 2 års, hvor Zelina blev udtaget til eliteskuet og sluttede i finaleringen.

Efter en sommerpause hjemme og tilridning af Tine selv, var Zelina tilbage for at blive gjort klar til championat og kåring. På Blue Hors i slutningen af juni måned vandt Lygum´s Zelina sammen med Bakken Dressage rytter Christine Ropers i overbevisende stil championatet for 3 års heste med bl.a. 10 i trav. Sadelkåringen i juli måned bestod hun med bravour med 850 point, og en medfølgende billet til eliteskuet.

Til eliteskue i Dansk Varmblod gjorde den sorte hoppe sig også igen særdeles godt bemærket, hvor hun sammen med Christine Ropers, naturligvis også fangede H2R´s opmærksomhed med et helt ekstra bevægelsespotentiale. Her indløste Lygum´s Zelina en sølvmedalje, som på dagen, set fra H2R´s vinkel mest af alt lignede en guldmedalje.

Lygum´s Zelina og Christine Ropers 3 års championatsvinder på Blue Hors 2022 - fra venstre Martin Klavsen, dommer Jens Thorsen, avler og ejer Henning Lygum Jensen, medejer Michael Møller Flintrup og dommer Klaus Munkedal - foto: Blue Hors

Hvem er Lygum Horses

Det hele starter som rigtig mange andre avlere og hestetosser. Datterens pony blev til to heste, og pludselig var der tre heste opstaldet på den lokale rideskole, og behovet for at lave bokse derhjemme opstår. Sådan er historien også for familien Lygum Jensen.

I søgen efter en ifolet hoppe, var det pludselig tre drægtige hopper i stalden. Et føl som tidligere var blevet indkøbt viste sig at være ret spændende, så derfor var Henning på jagt efter moderen, og hvor han blev mødt med at skulle købe to ifolede hopper, og så var hesteriet for alvor igang.

Rønbjergs Lady Zick Zack - mor til Lygum´s Zelina

For ca. 11,5 år siden sad Henning og kiggede på hestegalleriet for måske at falde over noget interessant, og der dukkede et super udtryksfuldt hoved op med spidsede ører, som fangede hans opmærksomhed. Det var umiddelbart ikke så interessant, da hoppen tilsyneladende havde problemer i lænden, men efter at have rådført sig med Esben Møller, vovede han alligevel pelsen og købte hoppen for kr. 5.000. Lady Zick Zack e. Blue Hors Zack / Sandro Hit / Feiner Stern. 14 dage efter ankomsten var hun tilredet, og venter lige nu sit 10. føl - denne gang efter Blue Hors Baron.

Blandt Zick Zack´s afkom har Henning bl.a. to Blue Hors Don Olymbrio hopper og en Blue Hors Rockefeller som indgår i avlen hos Lygum Horses. Den ene Don Olymbrio hoppe har fået St. Schufro hingsteføl, mens den anden venter St. Schufro og Rockefeller hoppen er også insemineret med St. Schufro.

De næste generationer

I samlingen af ungheste på vej er der bl.a. en spændende Revolution hoppeplag på 1 år e. Zelina og derudover har Don Olymbrio hoppen e. Lady Zick Zack en 3 års hoppe e. Lord Europe som skal gøres klar til hoppekåring senere i år.

Hoppen e. Rubels / Le Mont H (som er halvsøster til Gørklintgårds Fanero) har gået som springhest i en årrække, men har altid bevægelsesmæssigt været ret fin. Hun var ifolet en Ask hingst, men er desværre tom i år, så lige nu stilles der skarp på brug af en dressurhingst. Henning har en lovende 3 års hoppe gående e. Blue Hors Fifty Cent.

Med termin 1. maj venter en Sunny Boy / Weltmeyer hoppe føl efter So Perfect. Hoppen er indkøbt efter elitefølskuet sidste år, hvor hun havde et Vitalis føl ved siden.

Så de næste generationer er klar fra Lygum Horses.