Sparring mellem to generationer på Stutteri Springborg

Besøg hos Stutteri Springborg i Skævinge på Nordsjælland

En juni eftermiddag gik turen til Sjælland for at aflægge Stutteri Springborg et besøg. Familien Springborg er jo en kendt del af “hestebilledet”, når man bevæger sig rundt på følskuer, kåringspladser og stævnebaner, så nu var tiden kommet til at aflægge et besøg, der hvor det hele udspringer fra.

Med lidt kendskab til Pernille og Per Springborg, så er Stutteri Springborg præcis som forventet. Ejendommen fremstår “salgsklar”, ikke at den er til salg, men hele ejendommen er velplejet og indbydende med en dejlig hesteånd.

De første som byder velkommen, er det karakteriske heste-hundehold med jack russell terrier og brun labrador, sådan er det også hos Pernille og Per, ligesom Bianca og Christians jack russell Holly også er en del af familien Springborg.

Udover Pernille og Per var Bianca (kommende svigerdatter) og Christian (søn) også hjemme. De unge har fornyligt trukket teltpælene op fra det nordjyske, idet Christian havde opsagt sit job hos Helgstrand Dressage, efter 6 år som “breeding manager”, og i samme åndedrag havde Bianca netop flyttet arbejdsplads, som privatrådgiver i Nordea fra en nordjysk filial til nu en nordsjællandsk filial.

Avl og Sport

I både Tyskland og Holland er det almindeligt, at avl er generationers værk. Oldefar startede op i tidernes morgen, farfar tog over, frem til hvor far er avler og sønnen er klar i kulissen. Den “opskrift” er ikke så brugt i Danmark, men der findes trods alt nogle stykker, hvor både hopper og viden går i arv - umiddelbart mest kendt i Danmark er Stutteri Bøgegaarden, som lige nu er 3. generations stutteri. Også Kathrinelund som jo tidligere i år kunne fejre 100 års jubilæum er et af de få stutterier, som har formået at føre traditionerne videre og udvikle avlen.

Passionen for både avl og sport kendetegner familien Springborg. I årenes løb har Stutteri Springborg målrettet produceret heste dels til salg, men også til eget brug. Her kommer Pernille og Pers datter Kathrine ind i billedet, idet hun jo har været en del af landsholdene som både junior- og ungrytter, og senest også været Grand Prix aktuel - hele vejen på hjemmeavlede heste. På vejen mod de sportslige mål hen over årene, har træner Michael Søgaard været en stor del af successen. Et samarbejde som hele familien Springborg sætter stor pris på.

Christian har de seneste 6 år høstet erfaring omkring træning af unge hingste, management og ikke mindst kendskab til hver enkelt hingst på staldgangen, men også i daglig træning. Den erfaring giver naturligvis et billede af, hvordan Christian ser det optimalt i forhold til træning og management af den unge hest, som han selvfølgelig vil bruge fremadrettet. I skrivende stund har Christian ikke fastlagt sin fremtid, selvom der er bud efter ham fra rigtig mange kanter, så trænger han mest af alt bare til at “ligge i laderen” indtil displayet viser 110%, og så tager han beslutning om fremtiden herefter.

De unge kommer med modet og troen

Mens traditionen og sikkerheden jo ofte indhenter den erfarne generation, så kommer de unge med modet og troen på, at det kan lade sig gøre, og her skabes det spændende samspil mellem generationerne. Hos Stutteri Springborg har Pernille og Per allerede vist vejen med flere succesfulde generationer, og nu, eller ihvertfald om få år, står Bianca og Christian formodentlig klar til at kunne videreføre og udvikle på de nuværende hoppestammer fra stutteriet krydret med nyt blod.

Dagens program

Eftermiddagen var tilrettelagt med et flot program inklusiv bobler og kirsebær.

Bianca viste den 5-årige sølvmedaljehoppe CS Nabiha e. Quaterhit/Dream Boy, som er avlet og ejet af Christian Springborg. Nabiha har i sin unge alder allerede høstet masser succes. Først som fløj føl og udtaget til eliteskuet, ligesom hun også blev skuet bedste 2 års hoppe med en billet til eliteskuet, for året efter at opnå en flot sølvmedalje til Dansk Varmblods eliteskue. Nabiha indløste også fornyligt en billet til mellemrunden via championatskvalifikationen i Billund under berider Maria Anita Andersen i sadlen. Bianca rider til daglig undervisning hos Maria, og den nye afstand - nordjylland til nordsjælland klares via online undervisning.

Nabiha er en betydelig hoppe med tre rigtig gode gangarter. Derudover besidder hoppen et rigtig godt temperament, og som Bianca viser hende på nuværende tidspunkt, er det en særdeles velbalanceret og smidig hoppe, som giver et flot alderstilsvarende samlet billede. En spændende ekvipage. Og med tanken på at Nabiha også ser ud til, via egne gener, at lave attraktive afkom, så er det unge par kommet flot fra start med egen avl og sport kombineret.

Herefter var det fremvisning af årets følkollektion samt en enkelt indkøbt 2 års hoppe. Alle føllene viste særdeles spændende takter, og som også alle var solgt, dog med undtagelse af to føl, hoppeføl e. Be Sure/Sir Donnerhall I og hingsteføl e. Be Sure/Floriscount.

Ejendommen som huser Stutteri Springborg består af to stald afsnit, hvor hoppestalden sammen med ridehestene hører til nærmest stuehuset, mens unghestene går i løsdrift i staldafsnit langs med ridehuset.

Sideløbende med egne heste, er der også plads til et par opstaldere, og en samling på pt. ialt 20 stk 1 års og 2 års unghingste som passes for kunder fra hele verden, og hvor Springborg teamet står for alt frem til afhentning.

Inden grillen blev tændt var der lige noget som skulle ordnes. En hoppe var scannet og klar til sæd, så det klarede Christian naturligvis også - og hoppen er iøvrigt netop konstateret drægtig som året sidste. Så årgang 2024 skulle meget gerne se sådan ud fra Stutteri Springborg:

• Be Sure - Quaterhit - Dream Boy (ET på SRDH CS Nabiha)

• Elastic - Sir Donnerhall - Diamond Hit (Moder: BRDH Springborgs Guinea)

• Be Sure - Jameson RS2 - Escolar (ET på 2 års Kamar’s Jealousy)

• So Perfect - Diamond Hit - Heslegård’s Rubin (Moder: ERDH Springborgs Givenchy)

• SH Leonardo - Floriscount - Jazz (Moder: RDH Springborgs Envy)

• Glamourdale - Ibiza - Rubin Royal (ET på BRDH Springborgs Abiza)

• Proud James - Fürst Romancier - Diamond Hit (Moder: EBRDH Springborgs Guyana )

H2R takker for en skøn dag i hestens tegn afsluttet med god mad, rødvin og masser snak, som bliver på et ekstra niveau når både avl og sport er repræsenteret omkring bordet.