Agnete, Jojo AZ og Cassio er klar til Odense

Nyhed fra Odense Horse Festival

Den efterhånden ret så landskendte og anerkendte ekvipage Jojo Az med rytter Agnete Kirk Thinggaard kommer til start i den kommende weekend ved Odense Horse Festival.

Der er nok ikke ret mange danske hesteinteresserede der i dag ikke ved hvem dressurrytter Agnete Kirk Thinggaard er. Efter flere flotte præstationer i ved World Cup-stævner her i vinters og i foråret har Agnete for alvor fået sat sit præg på sporten. Nu er det muligt at se den talentfulde rytter ved dette års Odense Horse Festival: - Jeg har ingen erfaringer med Odense Horse Festival - det er første gang, at jeg deltager. Derfor glæder jeg mig meget til at se, hvordan stævnet fungerer og er arrangeret, og jeg håber selvfølgelig, at det bliver godt vejr, så vi alle kan nyde en skøn heste-weekend!

Agnete skal i den kommende weekend have to heste med, det drejer sig om den efterhånden ret så internationalt rutinerede Jojo Az e. Ginus/Justboy samt Cassio e. Tannehof’s Conteur/Calato. Agnete fortæller følgende om sin træning med hestene op til stævnet: - Jeg forbereder mig og mine heste, ved at gøre som vi plejer - vi følger de daglige rutiner og laver helst ikke om på noget op til stævner. I sidste uge pudsede vi programmerne af og finjusterede øvelserne. I denne uge har vi fokuseret på grundridning og gennemridning, og så har de haft en helt let dag i dag - så de har krudt til weekendens strabadser. I alle dagene op til stævner går de på fold som de plejer, i skridtmaskine, i skoven osv. I dag ankommer vi så til Odense og har en træning derovre sammen med Mikael Stevn.

Agnete understreger til sidst, hvad hun ser mest frem til ved dette års Odense Horse Festival: - Jeg ser rigtig meget frem til CDIO - Nations Cup. Det er altid sjovt at ride en holdkonkurrence, og jeg glæder mig til at komme i gang med udendørssæsonen på Jojo Az. Derudover glæder jeg mig bare til at få nogle gode ture på begge heste - hovedfokus til dette stævne er at få noget læring og erfaring med derfra, så vi er helt klar til næste stævne - som er DM på Broholm også på begge heste.