Dansk Varmblods eliteauktion - sidste føl bliver videooptaget i dag

Om knap 14 dage er Dansk Varmblods auktionsudvalg klar til at præsentere en top kollektion for det kræsne publikum. Helt præcist er den lørdag den 29. august kl. 19.30 på Vilhelmsborg, hvor man har mulighed for at erhverve sig et Dansk Varmblods eliteføl.

Auktionsudvalget er i dag på deres afsluttende tur rundt i landet for at videooptage de sidste føl til kollektionen.

Med de netop overståede Europamesterskaber i Aachen, hvor top præstationerne blandt andet blev leveret af Valegro og Johnson med hhv. individuel guld og individuel bronze i Grand Prix Special, er auktionsudvalget naturligvis stolte over blandt andet også at kunne præsentere disse gener til auktionen.

I Dansk Varmblods kollektion finder man nemlig føl efter både Negro og Johnson. Kollektionen tæller også en lang rækker andre internationale blodlinier, hvor der ligger både stærke hoppestammer og top præstationer bag. 

412 - VINCI NUMBER ONE e. Negro - Sandro Hit - Wolkentanz II (video følger senere)

Skuets bedste dressurbetonede hingsteføl ved følskuet i region 2 og udtaget til eliteskuet. Han er storrammet, harmonisk og maskulin. Og så er han en helt gummibold, når han bevæger sig. Vinci Number One går med stort afskub og smidighed ligesom han altid er i fuldendt balance og evner at gå op-ad bakke. Et fantastisk hingsteføl ud af gennemavlet dressurblod efter dressurkometen Negro. Et føl af meget høj klasse, med bevægelse langt ud over det sædvanlige. Fra hoppestammen kommer flere kårede hingste og statspræmie hopper.

434 - JOJO PILEKÆR e. Johnson - Schufro - Primus

Dressurbetonet hingsteføl med både Jazz og Blue Hors Don Schufro i stamtavlen. Jojo Pilekær er et storrammet og meget typestærkt føl samt med en særdeles god bevægelse. Han går med stor aktion samt en smidig afvikling af bevægelsesforløbet.

Se den foreløbige kollektion her.