4 OL dommere klar til at dømme i Rotterdam

Ingen danskere til start i Rotterdam

Et kig på deltagerlisterne for hhv. CDI3 turen og CDIO5 turen er uden dansk deltagelse i år. Det betyder at Danmark alene har sidste "stop" inden OL via stævnet i Aachen.

Når Rotterdam stævnet er klar om knap 14 dage vil det også være med 4 af de kommende OL dommere, nemlig Eddy de Wolff van Westerrode, Thomas Lang, Peter Holler og Susanne Baarup.

Hollænderne stiller naturligvis i stærkeste opstilling på hjemmebanen inden OL med:

  • Edward Gal og GLOCK´s Undercover
  • Hans Peter Minderhoud med GLOCK´s Johnson TN
  • Diederik van Silfhout med Arlando
  • Adelinde Cornelissen med Parzival

Ligesom også Belgien, Frankrig, Sverige og USA stiller i skarpeste opstillinger. 

Britterne har stadig en 4. m/k som skal findes og de stiller med følgende i Rotterdam:

  • Michael Eilberg - Woodlander Dornroschen
  • Laura Griffith - Rubin al Asad 
  • Gareth Hughes - Classic Briolinca 
  • Laura Tomlinson - Rosalie B

Flot afslutning fra de danske juniorer i Hagen

Kür søndag

De 3 danske kür ekvipager ligner bestemt kommende EM ekvipager.

Camilla Andersen og Rafaella K viser en flot, flydende og fejlfri tur med god sværhedsgrad. Parret  slutter som bedste dansker som nr. 4 med 73.625%.

Celine Silfen og Romio Højris viser også en flot tur, måske med knap så meget naturlig power som den første dag. Der indløber en lille taktfejl i den første frie trav lige efter indridningsparaden. Parret bliver nr. 6, med 72,667%.

Karoline Rohmann og Noosa Melody har stadig masser af power at byde på selvom det er sidstedagen. Super flot form og rigtig god timing hele vejen. Parret kommer lidt ærgerligt fra start hvor Noosa træder tilbage i indridningsparaden, men derfra uden problemer. Parret slutter som nr. 5 med 73,292%

De tyske ekvipager med Semmieke Rothenberger og Dissertation i spidsen ser ud til at blive en umulig opgave at komme forbi, hvis man tænker EM i næste måned i Valencia. 

Men med det flotte stabile kvalitetsniveau som de danske top piger har vist i Hagen, er der bestemt muligheder for "metal" når der skal kæmpes om EM medaljer i Valencia fra 20. til 24. juli.

Danske 5 års og 6 års heste klar til endelig udtagelse 1. og 2. juli

Uddrag fra nyheder på Varmblod.dk i dag

5 års

I holdet af 5-års heste bliver der gensyn med: Zafari Søholm redet af Line Tange Jacobsen - Antobello redet af Maria Anita Andersen - Kamar's Don Noir Hit redet af Morten Petersen - F.A. Hallow redet af Lotte Wiuff Straarup - Kut'N'Move redet af Bettina Laisbo og Bonjour Majlund redet af Silje Bakken.

I klassen for 5-års heste var der tre som ikke mødte: Vinderen af DRF Championatet Rockson, vinderen af Unghestechampionatet Jukebox og placeret som nr. tre i unghestechampionatet Heiine's Danciera alle tre heste har fået mindre skader, som hestene forhåbentlig hurtigt får overstået (Hovbyld, såleknusning) og det er besluttet, at de heste naturligvis kan blive redet for dommerne ved den endelige udtagelse fredag og lørdag den 1. og 2. juli på Vilhelmsborg.

6 års

Blandt de otte heste, som er videre til den endelige udtagelse er UVM vinderen fra sidste år i Verden, Fiontini redet af Severo Jurado Lopez samt UVM finalist Vincent Maranello redet af Thomas Sigtenbjerggaard.

Desuden er følgende heste videre i vilkårlig orden: Kipling redet af Anne Troensegaard - Wilson Stensvang redet af Sanne Henningsen -First Ballerina Macohl redet af Katrine Kraglund - Tørveslettens Fifty-Fifty redet af Thomas Sigtenbjerggaard - Fredensdals Fountain redet af Michael Søgaard - Fürstenblick redet af Jan Christensen.

Sidste års UVM sølvvinder Fiontina redet af Andreas Helgstrand kom ikke til start, hoppen er kommet til skade på løbebåndet og er endnu ikke i fuld træning. 

 

Alexandra Sørensen og Maja Andreasen som nr. 4 og 5 i dagens CDIO Young Rider individuelle tur

Alexandrea rider en flydende og aktiv trav tur med smidige traversader. God afspændt skridt, med god overgang til galop. Fejl i 4´er serien. Begge galop pirouetter bliver lidt store. Flot form og go hele vejen.

Inden startsignalet er givet ser det ud som om det er en lidt spændt Kano. Men da Maja kommer i gang med turen, ser det ud til at hun har situationen under kontrol. Aktiv trav tur, god skridt hvor de sidste par trin af den samlede skridt frem om overgange til galop bliver et par små travtrin, hvor Maja rutineret bare glider med over i galopovergangen. I begge pirouetter mangler mere forberedelse og samling frem mod og i pirouetterne. Changementet efter den 2. pirouette bliver med samlede bagben. Gode serier.

Tyske Jil-Marielle Becks med Damon´s Satelite vinder dagens klasse med 76,491%. Volte til venstre og travesade til venstre mangler lidt mere balance. Masser af positiv power og en flot harmonisk ekvipage.

Se resultatet af klassen her

Individuel konkurrence for juniorerne i Hagen

Hos juniorer var hele 7 danske ekvipager til start. Generelt viser de danske piger rigtig god ridning, men det der gør forskellen på placeringerne i toppen af feltet er timingen og balancen i turen.

Hvis balancen og rytmikken er i top giver det også en flydende og harmonisk tur.

I dag viste Victoria Kuusisto Pedersen sammen med den rutinerede Langkjærgaard´s Donna Fetti et rigtig godt og solidt program, kun med et par enkelte uoverensstemmelser i overgangen til skridt som bliver lidt brat og fremadsøgningen mistes, og i det sidste changement efter traversade hvor Donna Fetti ikke tager hjælpen første gang. Parret slutter som nr. 6 med 70,088%.

Se resultatet af hele klassen her. 

Junior team test Future Champions i Hagen - danskerne slutter som nr. 2

Top placeringer til de danske junior piger

Første startende danske ekvipage i dagens team konkurrence var Karoline Rohmann med Noosa Melody. Parret viser en flot og velbalanceret trav tur. Hele turen står Noosa Melody i en flot, rund og konstant form. Begge skridt pirouetter bliver lidt store. Parade med tilbage trædning bliver med 5 skridt tilbage. I galop turen tager Noosa ikke hjælpen første gang til changementet til venstre i slagebuen inden traversaden til venstre. Super flotte gennemsprungne changementer. Parret slutter som nr. 5 individuelt med 69,234%. 

Bedst placerede danske ekvipage bliver Celine Rørbæk Silfen med Romio Højris - parret slutter som nr. 3 i den individuelle konkurrence med 70,541%. Flot form og go i hele turen. Desværre med et par enkelte fejl, i den første skridt pirouette hvor Romio står et trin over, og forkert anspring til galop fra den samlede trav. Et par dyre fejl som holdte ekvipagen ude af den absolutte top strid i dag. Med på sidelinien hos Celine er træner Cathrine Dufour, som fortæller om dagens juniorfelt: "Tror alle tre pigers ridt bar præg af lidt spændinger idag. Alle tre havde dyre fejl som koster mange point idag - Karoline og Celine smider point idag på øvelsesfejl, og det er der ikke råd til hvis man vil være med helt i toppen."

Camilla Andersen og Rafalla K har lidt uoverensstemmelser under vejs i dag, hvor den sidste harmoni og balance mangler. Parret slutter individuelt som 1. uplaceret med 67.432%.

Se de individelle placeringer her. 

Se resultatet af team konkurrencen her. 

 

Young Rider og Children også med flotte danske top placeringer (ingen livestreaming)

I den individuelle Young Rider tour er Rose Marie Henriksen og Donna Silver med helt fremme som nr. 6 med 69,167%, hvor træner Rune Willum fortæller at parret viste en rigtig god og fejlfri tur.

I children bliver Camilla Sørensen Olesen og Don Sherif nr. 3 med 70,944%.

 

Ungrytter team test Future Champions i Hagen

Future Champions stævnet i Hagen er startet i dag med super flot vejr til dressurrytterne 

Desværre var der ingen live signal til de første ekvipager, og det betød at H2R ikke fik set Nana Gadhede med Zoom in Firfod. Parret slutter som nr. 9 som første uplaceret med 68,026%.

De andre 4 danske ekvipager

Victoria Vallentin med Don´a Rush viste en god og flydende trav tur, knap helt balanceret volter, god skridttur, i galoppen får parret fejl i changementet efter traversaderne, og ind i den første galop pirouette mistes galoprytmen. Begge serier er i orden, men momentvis er changementerne til venstre ikke helt så gennemsprungne som til højre. Parret slutter som nr. 13 med 66,316%.

Rose Marie Henriksen og Donna Silver viser en aktiv og flydende trav tur, selvom man godt kunne ønske sig lidt mere smidighed i traversaderne. Skridt pirouetterne mangler aktivitet og mister et skridt i begge pirouetterne. Flot galop tur med god balance og kvalitet i både pirouetter og serier. Flot afslutningsparade. Parret slutter som nr. 12 med 66.754%.

Maja Andreasen med Skjoldgaards Monte Vo viser en flydende trav tur med dejlig go. God skridt tur. I galoppen ser det ud til at Monte Vo mangler lidt power i dag. Changementet efter traversaderne bliver urent, ligesom han falder i trav frem mod den første galop pirouette. Serierne bliver en smule svingende. Parret slutter som nr. 14 med 65.647%.

Michala Mejlgaard Jensen med Uno IV kommer frisk fra start, lidt for frisk, da det umiddelbart ser ud som om at bl.a. øgningerne bliver lidt over redet og bliver ikke helt balanceret, ligesom også volterne mangler lidt mere balance. God skridt tur. Rigtig god galop tur med gode forberedelser af pirouetter og gode serier. Parret slutter som nr. 8 med 68,377%. 

Se hele resultatet af klassen her. 


Fitou L pensioneres

Bang Dressage i dag på Facebook

"I dag har jeg taget beslutningen om at Fitou skal pensioneres.

Det har været en mega svær beslutning, da han altid elsker at arbejde og er så fantastisk at ride.
Jeg har været meget i tvivl om hvornår tid var, men i år bliver Fitou 16 år og har fået så mange drømme til at gå i opfyldelse hos mig.

Jeg har nydt hver en ridetur og oplevelse sammen med ham, det har været helt fantastisk. 
Nu skal Fitou nyde sin pension på gården, hvor han selvfølgelig stadig vil være konge i stalden😄. 
Kære Fitou du er den mest fantastiske hest, tak for alt😘😘😘."

El Capone ny hingst i stalden hos Helgstrand Dressage

Nyhed på Helgstrand Dressage i dag:


Vi er utrolig glade for at kunne offentliggøre at KWPN hingsten El Capone fremover vil have base i vores stald i Vodskov. Hingsten er netop blevet købt af Helgstrand Dressage.

Den 7-årige hingst som er efter UB 40 og med 00 Seven som morfar, har indtil nu været redet af den hollandske rytter Marieke Van Der Putten. Parret har bl.a været med i PAVO Cup finalen i 2013 og 2014, hvor de begge år blev nr. 2 i finalen. Som 4- 5- og 6-års har El Capone vundet KWPN-hingstefinale i Den Bosch. I vinteren 2015 / 2016 vandt El Capone og Marieke Van der Putten hollandsk mesterskab på ZZ-licht niveau. Parret har desuden netop haft debut i Prix St. Georg, hvor de sejrede med 72%. El Capone er med i bruttotruppen for 7-årige heste, som skal udtages til UVM i Ermelo.

El Capone vil fortsat være tilgængelig i holland gennem dens tidligere ejere Hingstestation De Dalhoeve. I 2015 opnåede El Capone kåring i Dansk Varmblod.

Vi ser derfor også meget frem til at kunne tilbyde endnu en tophingst til de danske avlere.